Når verden mødes til det næste klimatopmøde – COP 28 – til november, kommer Europa til at kæmpe for et stop for nye kulkraftværker og for, at fossile brændsler som olie, gas og kul udfases globalt.
Det besluttede EU’s ministre ved et rådsmøde i Luxembourg mandag aften, oplyser Dan Jørgensen (S), minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, til Ritzau.
EU vil også argumentere for, at der skal laves globale mål for vedvarende energi.
Fakta
COP 28
Årets klimatopmøde finder sted fra 30. november til 12. december 2023.
Mødet er det 28. i rækken af klimatopmøder.
Lande, NGO’er og andre deltagere mødes denne gang i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.
Klimatopmøderne bruges til at få verdens lande til at blive enige om aftaler, der skal begrænse globale temperaturstigninger og klimaforandringer.
»Vi arbejder for en tredobling af den globale vedvarende energi inden 2030 og en fordobling af energieffektiviteten globalt. Det er virkelig godt for klimaet og helt nødvendigt, hvis vi skal holde temperaturstigningerne under 1,5 grader«, siger Dan Jørgensen.
Helt konkret lyder målene på en tredobling af vedvarende energi til 11.000 gigawatt globalt og en fordobling af de årlige forbedringer i energieffektiviteten, oplyser hans ministerium.
Oliedirektør for bordenden
EU’s mission forventes at møde kraftig modstand i Abu Dhabi, ikke mindst fra værten ved COP 28, Ahmed Al Jaber, administrerende direktør for the Abu Dhabi National Oil Company og minister for industri og avanceret teknologi i De Forenede Arabiske Emirater.
Han vil hellere tale om at skære ned på fossile brændsler end at udfase.
»Vi ved, at fossile brændsler kommer til at spille en rolle i fremtiden for at løse de globale behov for energi«, sagde Ahmed Al Jaber ifølge CNN ved et møde i Berlin i maj.
Senere i Bruxelles talte han om nedskæring, uden dog at sætte årstal på nedskæringsplanerne.
Al Jaber ser en fremtid for fossile brændsler, hvis man bruger CO2-fangst til at opfange udslippet af klimagasser fra dem. Det kaldes i forhandlingssproget, at man vil udfase ’unabated fossil fuels’.
Det kan umiddelbart lyde fornuftigt, men ses af de fleste klimaeksperter som urealistisk at kunne opfange så enorme mængder af klimagasser for siden at lagre dem i jorden – også kaldet carbon capture. Indtil videre har den teknologi vist sig svær at gennemføre og ekstremt dyr.
Også ved det seneste klimatopmøde – COP 27 i egyptiske Sharm el-Sheikh – indeholdt aftalen formuleringer om, at udledningerne fra kul skal nedskæres gradvist – og dermed ikke udfases.
Der var ikke enighed om at udvide den betegnelse til det bredere ’fossile brændsler’, der også ville inkludere olie.
Men mandag lagde EU’s ministre sig fast på, at unionen i dette års COP-mandat skal arbejde for at udfase alle fossile brændsler. Uden at sætte et præcist årstal på taler EU om, at det skal gøres i god tid før 2050, og at også alle former for tilskud til kul, olie, gas og anden fossil energi skal stoppes.
Det store slagsmål
Dan Jørgensen forsøgte på rådsmødet mandag også at stramme EU’s klimabidrag. I forhandlingerne pressede han på for, at EU skulle indtage den position at opjustere CO2-reduktionsmålet i 2030 fra 55 til 57 procent.
EU har i forvejen vedtaget lovgivning, der skal sikre, at EU-landene selv reducerer med 57 procent.
Men det krav ville et flertal af ministerrådet ikke føre videre ved de internationale forhandlinger. Her bliver positionen 55 procent, da der ikke var opbakning til en opjustering. Og det ærgrer Dan Jørgensen.
»Det har ikke den store praktiske betydning, for vi gør jo de ting, vi gør. Men jeg synes, at det er et underligt signal at sende til resten af verden«, siger han til Ritzau.
Ministeren mener dog stadig, at EU »i hvert fald« er blandt de »allermest ambitiøse« grupperinger af lande.
Samtidig erkender han, at spørgsmålet om fossile brændsler bliver »et af de helt store slagsmål« ved COP 28. Han tør heller ikke gisne om, hvor det ender.
»Men for første gang i denne her COP-proces tror jeg, at der er en realistisk mulighed for, at vi kan få vedtaget en stærk tekst om at udfase fossile brændstoffer«, siger Dan Jørgensen.
COP 28 i Dubai foregår fra 30. november til 12. december.
fortsæt med at læse


























