Anne Grete Holmsgaard læner sig hen over bordet: »Det er simpelthen for dumt, hvis ikke det her kommer op at flyve. Vi har pengene på plads. Vi har forretningsplanen. Vi har den nødvendige viden. Vi har stedet. Vi mangler bare den nødvendige politiske opbakning for at skabe et bioeventyr, der på sigt kan give rigtig mange jobs, hvoraf mange ligger i landdistrikterne. Anlægget i Maabjerg vil i sig selv skabe 2.500 jobs i anlægsfasen og op mod 1.000 job derefter«.
Hun er direktør for BioRefing Alliance, en lille organisation, der arbejder for at fremme bioøkonomien i Danmark, som er stiftet af Novozymes, Haldor Topsøe, Landbrug & Fødevarer og Dong Energy.



























