Rækkerne af biler er endeløse. Og specialskibene, som de ligeså langsomt fodres ind i, ligner noget fra en science fiction film. Store, helt overdækkede og vinduesløse. De ligner mest af alt et cruise ship for spøgelser, som er ligeglade med udsigten.
Det er PCC’ere, eller pure car carriers. De største af dem har 14 dæk med plads til 8.500 biler – var det en bilkø, ville den være over 40 kilometer lang. Skibene udgør hjertet i al aktivitet i Bremerhaven i Nordtyskland. Havnen har tusindvis af mennesker beskæftiget udelukkende med at køre biler af og på PCC’erne.




























