Selv om han bor på 11. sal, har beboerformand John Steen Johansen ikke mærket meget til, at hans lejlighed på øverste etage i et af Bellahøjhusene i København ifølge de undersøgelser, som boligselskaberne KAB og SAB har foretaget, er sammenstyrtningstruet. Heller ikke, selv om både han selv og naboerne to gange inden for de seneste år er blevet evakueret på grund af heftige storme.
»Hver gang vi er kommet tilbage, har ingeniører og bygningseksperter gennemgået husene og sagt, at vi trygt kan vende tilbage til vores boliger. Der er ikke røget en undulat af pinden. Måske det har blæst lidt på altanerne«, siger John Steen Johansen.




























