I Odsherred i Nordvestsjælland ligger et sommerhus, som ikke ligner mange andre sommerhuse i området. Hverken indvendigt eller udvendigt. Eller i størrelse.
Huset er beklædt med lange, flade egetræsspåner, som man blandt andet kender fra norske stavkirker, både på ydervægge og tag. Og facaden skråner ud, indtil den møder taget. Det er et tiny house på kun 35 kvadratmeter. Alligevel er der plads til en familie på seks, et spisebord til ti personer, et veludstyret køkken, bad og endda en sauna. Og så er der endda højt til loftet.
Der er kun ét problem med huset i Odsherred. Det lever ikke op til klimakravene i Danmark.