Indviet. Med den nye sal i Musikkens Hus, hvor der er plads til 1.298 publikummer, har byen og dens opland fået en rigtig koncertsal, der i den grad er faldet i arkitekturanmelderens smag med sine røde sæder og hvide, bølgende balkoner. Foto: Realdania

Indviet. Med den nye sal i Musikkens Hus, hvor der er plads til 1.298 publikummer, har byen og dens opland fået en rigtig koncertsal, der i den grad er faldet i arkitekturanmelderens smag med sine røde sæder og hvide, bølgende balkoner. Foto: Realdania

Arkitektur

Aalborgs ny musikhus er en hullet ost på spinkle søjler

Arkitektonisk falder instrumenterne kun i hak indeni. Og lydmæssigt er den fancy sal en skuffelse.

Arkitektur

Musikkens Hus er en ordentlig grimrian i bybilledet. Jeg har kredset om det mange gange og har stadig svært ved at indfange, hvad hulen Coop Himmeb(l)au har haft gang i – ud over at vise hele paletten af formgreb.

Her er en bygningskrop i beton med fjollede runde vinduer og et relief af dekorative amøbeformer hævet op på vinklede spinkle søjler i tredje sals højde. Bag søjlerne ligger en base i glas og stål, der bagtil ud mod Nyhavnsgade er rektangulært opdelt, men på siderne bliver den trianguleret, og foran mod fjorden vrider den sig fri i en kompleks geometri.

I al sin boblende optimisme virker det temmelig førfinanskriseagtigt.

Huset er placeret lige foran Nordkraft, det gamle kulkraftværk, som tegnestuen CUBO meget vellykket omdannede til et myldrende kultur- og idrætshus. Dets rå postindustrielle stemning og flere designelementer (betonen og de høje søjler) har smittet direkte af på Musikkens Hus.

Alligevel vender det nye hus ryggen til Nordkraft. Der er ingen udadvendte funktioner og ingen døre ud til Nyhavnsgade. Trods alle bestræbelser på at referere visuelt til omgivelserne synes Musikhuset kun at vende sig mod Limfjorden, promenaden langs havnen og indad.

Synergi og sammenspil Wolf Prix, der er Coop Himmelb(l)aus kreative leder, fortæller, at Musikkens Hus er tegnet som en trelænget gård, med inspiration fra Le Corbusiers kloster La Tourette i Frankrig. Længerne indeholder konservatoriet og omslutter gården med den store koncertsal. Dens formsprog har han fisket op af fjordens vand.

Det er flydende former som dem, vand afsætter på en flade, eller som luftbobler danner under vand. De har så fået lov at gennemvæde konservatoriets mere rektangulære orden ved at skabe reliefferne på facaden, der indrammer de runde vinduer.

LÆS OGSÅ

Men huset rummer yderligere funktioner og tilsvarende flere udtryk, kan man konstatere: Under koncertsalen er en stor overdækket lobby med et bølgende glas- og ståltag, der til den ene side strækker sig ud i en aluminiumsklædt restaurant og til den anden side afsluttes i en hvælvet betonbunker. Den er i øvrigt eneste ydre tegn på, at huset også rummer tre store koncertsale i kælderen.

Det skorter sådan set ikke på mening i husets aparte designkollage. Funktionerne har oprindelig hver deres distinkte bygningsudtryk, og når de blander sig med hinanden, udtrykker det filosofien bag, at bygningens program er blandet: Det handler om synergi og sammenspil, selv om det for øjet ligner en samspilskonflikt.

Fjollet udenpå, flot indeni
Det er først indenfor, at arkitekturen for alvor spiller. Men det gør den så også!

Fra lobbyen rejser sig en skøn snurrig betontrappe, hvis massive værn viger og erstattes af glas i det skarpe sving ud mod fjorden. Den fortsætter op gennem glastaget og fører til tredje sal til en højloftet foyer.

Over trappeskakten svæver et gigantisk mangefacetteret og langsomt roterende spejl. Det er perfekt skaleret til rummet og er et kunstværk skabt til stedet af Jeppe Hein.

Foyeren åbner sig mod fjorden i en dyb balkon, men brystningen er ikke gennemsigtig og spiser desværre en stor del af udsigten. Fra foyeren er der adgang til musikkonservatoriets fællesarealer, med musikbibliotek, loungerum og øvelokaler.

De runde vinduer, som jeg udefra fandt overfladisk fjollede, viser sig at have fantastiske virkninger indendørs. Rumopdelingen går på tværs af vinduerne, så kontorer og øverum kan have en lille flig af en cirkel i et hjørne og en halvcirkel eller en hel cirkel. Det giver stærkt varierede lysindfald og meget forskellige stemninger i en ellers meget rationel planløsning omkring lange korridorer. Det virker ganske enkelt fremragende.

Også hjertet i bygningen viser sig som en stor overraskelse.

Ligesom i DR Koncerthuset er der stor kontrast mellem den kølige grå stemning i foyerens stål, glas og beton og den varme omfavnelse, jeg oplever inde i salens koncentrerede rum. Den føles intim til trods for, at her er plads til 1.200 publikummer og flere end 100 musikere.

Alt fra de hvide balkoner over den røde kanopy under loftet og de hvide vægge med dybe relieffer til arrangementet af orglets piber og de fint mønstrede overflader bølger i samme sprog, men med hver sin akustiske egenskab. Det konsekvente amøbeformede design fremkalder sammen med de mørke trægulve og røde stole et syret billede af en hvidkalket middelalderkirke nedsænket i vand.

Coop Himmelb(l)au viser, at de magter mere end sammenstødets æstetik og har overraskende skabt en helstøbt smuk sal.

En musikalsk ost

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Status efter indvielsen af Musikkens Hus lørdag er klar: Arkitekterne er kreative, men lydmæssigt er det de knap så fancy nye sale, der spiller bedst.

Det vilde fyrværkeri over Limfjorden gav Tivolis i København totalt baghjul. Aftenens konferencier, Michael Bojesen – kendt fra DR’s dirigentprogram ’Maestro’ – havde røde glimmersko og butterfly på, og Hendes Majestæt dronningen gav huset gode ønsker med på vejen, inden hun med et tryk på en knap fik en kæmpemæssig rød sløjfe til at løsne sig og falde ned foran orglets brede facade.

Lørdag aften blev Musikkens Hus i Aalborg indviet med fællessang, taler og musik, der spændte fra en nykomponeret ouverture af Bent Fabricius-Bjerre til virtuose klassiske toner fra dansk musiklivs stolte søn, violinisten Nikolaj Znaider.

Sidste sats af Beethovens 9. Symfoni var aftenens selvsikre kulmination, og selv om der blev klappet ihærdigt midt i den, kunne det hele dårligt blive større. Efter Beethoven var blevet afspillet nok en gang, mens raketterne knaldede, kunne publikum gå hjem oven på en gallaaften i det nye nordjyske musikhus, der på grund af sine runde huller angiveligt allerede har fået sit kælenavn af byens taxachauffører: Osten.

Sådan en musikalsk ost var lige, hvad Aalborg manglede. Byens symfoniorkester har alt for længe måttet klare sig med en ombygget biograf og med Aalborghallen, som uanset det finere navn Aalborg Kongres & Kultur Center er og bliver et stort og lydmæssigt uregerligt byggeri, når det kom til symfonisk musik.

Med den nye sal i Musikkens Hus, hvor der er plads til 1.298 publikummer, har byen og dens opland fået en rigtig koncertsal, der i den grad er faldet i arkitekturanmelderens smag med sine røde sæder og hvide, bølgende balkoner.

Lyden er en skuffelse

Lyden er en anden sag, og den skal der arbejdes videre med. For mens soloviolinen og til sidst også koret i Beethovens symfoni stod flot og klart, var det først næsten umuligt at høre strygerne, der akkompagnerede Znaider. Senere var der alt for meget lyd til en sal, som ret beset er i mellemstørrelsen, og salen fik ikke strygerne til at synge.

At der alt for let opstod ubalancer og andre lydmæssige problemer, var efter alt at dømme ikke kun et spørgsmål om, at musikerne skal lære deres nye hjemmebane at kende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den slags var imidlertid forudset. Når der i dag bygges arkitekt-fancy koncertsale som den nye i Aalborg og den allerede fem år gamle i Koncerthuset i København, er der regnet både konkrete muligheder for og tid til akustiske justeringer ind i planerne.

Alligevel er det tankevækkende: Nu har hele det klassiske Musikdanmark fået nye koncertsale inden for de sidste knap ti år. Kun i Odense klarer de sig stadig med en godt 30 år gammel, men i øvrigt ikke helt tosset sal.

Og status er klart, at de to traditionelt udformede – nemlig Symfonisk Sal i Aarhus, der med cirka 1.200 pladser er på størrelse med Aalborgs, og den lidt mindre Alsion-sal i Sønderborg – er de akustiske perler.

Det er simpelt hen lettere at ramme plet i forhold til kræsne klassiske ører med gammeldags, grundlæggende skotøjsæskeformede koncertsale, end det er med spektakulært bølgende balkoner, amøbeformede hulninger i væggene, og hvad arkitekter i dag ellers finder på.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce