Keramik er brændt ler, så hvad er mere naturligt end at grave specialmuseet for keramisk kunst og kunsthåndværk ned, hvor materialet stammer fra.
Men det er ikke derfor, udvidelsen af museet i Middelfart er blevet gemt af vejen. Det er sket for at beskytte den fredede villa Grimmerhus tegnet i 1857 af Johan Herholdt, der i øvrigt også er kendt for blandt andet universitetsbiblioteket i Fiolstræde i København.




























