Alt for mange store prestigefyldte kulturbyggerier som Operaen og Skuespilhuset i København, Kunstmuseet ARoS i Århus og Musikkens Hus i Aalborg bliver sat i søen, uden at man sikrer sig, at der er et ordentligt brugergrundlag for dem.
De store bygninger binder mange, mange millioner kroner årligt til drift uden nødvendigvis at være den oplevelsesøkonomisk gode forretning for kommunen, man håbede. Det konkluderer arkitekt og adjunkt på Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi ved Aalborg Universitet Lasse Anderson i en ny ph.d.-afhandling. For selv om de store prestigebyggerier i begyndelsen tiltrækker mange mennesker, så mister de hurtigt nyhedens interesse, og publikum begynder at svigte.






























