Krøyers Plads, Kløvermarken og Bryghusgrunden. Broer, bompenge og billige boliger. Arkitekturpolitik, højhuse og metropolzone. Det har ikke skortet på ideer og forslag til hovedstadens udvikling det seneste årti, og da slet ikke på debatten om dem. Den kan synes så evindelig, al denne snak om byen og dens udvikling. Hvornår bliver det til noget, hvornår kommer de spændende nye bygninger, de anderledes pladser og gademiljøer, spørger gode kolleger og bekendte mig ofte. Set indefra er København en simrende grødby. Af og til bobler nye tiltag op, forsigtigt forsøger man sig frem med et midlertidigt projekt eller et mindre indgreb, men snart synes det at falde tilbage i den store tykke masse af dagligdag. København vs. Stockholm For nylig var Svenska Dagbladet på besøg i København. Avisen sammenlignede i en stor artikel udviklingen i København og Stockholm, og det faldt entydigt ud til den danske hovedstads fordel. »Mens 00’erne var et dystert årti for arkitekturen i Stockholm, har København fundet formen på byudvikling. Arkitekturpolitik, bidrag fra internationale arkitekter og en bred diskussion om byens udvikling og bygninger er dele af fremskridtsopskriften«, hed det i indledningen. Artiklen udtrykker enorm respekt for det målrettede stykke arbejde, der er gjort for at sætte arkitektur på dagsordenen i planlægningen af København fra offentlig side. Desuden peger den på den danske konkurrenceinstitution.
Det er enestående, at vi afholder arkitektkonkurrencer om stort og småt, de belyser opgaverne fra flere sider, og de kan være med til at fremme en ny talentmasse. Men også vores nationale og kommunale arkitekturpolitik fremhæves, ligesom artiklen fokuserer på vores formidlingsinstitutioner såsom Dansk Arkitektur Center og Copenhagen X. Men hvem har så ret? Dem, der ikke oplever nogen grøde i grøden, eller den svenske journalist, der er ved at falde bagover af benovelse over københavnernes målrettede opskrift? Dem begge. Modellen for det moderne liv Utålmodigheden over for processen er slående, for ikke bare går det jo ualmindelig langsomt at ændre en stor organisme som en millionby, selve hastigheden er også nogenlunde konstant. Ifølge Københavns stadsarkitekt, Jan Christiansen, ændrer vi hvert år byens masse med cirka 1 procent.
