Bjarke Ingels står bag kulturhus og metrostation i Frankrig, og nu hædres han med en fransk ridderorden.

Dansk stjernearkitekt bliver ridder i Frankrig

Bjarke Ingels' tegnestue BIG har slået stort igennem i Frankrig.  Foto: Ditte Valente/POLFOTO
Bjarke Ingels' tegnestue BIG har slået stort igennem i Frankrig. Foto: Ditte Valente/POLFOTO
Lyt til artiklen

Den danske arkitekt Bjarke Ingels bliver på fredag hædret med den franske ridderorden Arts et Lettres. Det skriver DR.

»Det er jeg selvfølgelig enormt stolt af, siger Bjarke Ingels til mediet.

»Frankrig er et land, der virkelig prioriterer kulturen, tilføjer arkitekten.

Ingels’ tegnestue, Bjarke Ingels Group (BIG), har slået stort igennem i Frankrig.

Han står således bag blandt andet udvidelsen af Sorbonne Universitetet i Paris, den kommende metrostation Bondy, kulturhuset Méca i Bordeaux og genåbningen af det ikoniske stormagasin Gallerie Lafayette på Champs-Élysées.

Udnævnelsen som ridder kommer bare en måned efter, at Danmarks kronprinsepar var på besøg i Paris i forbindelse med et erhvervsfremstød.

Her var netop arkitektur et af hovedtemaerne.

Blandt de danskere, der kan bryste sig af at være franske riddere, er skuespillerne Mads Mikkelsen og Sidse Babett Knudsen, musikeren Benjamin Koppel, forfatter Jens Christian Grøndahl og kunstner Olafur Eliasson.

Bjarke Ingels var i 2017 i audiens hos dronning Margrethe for at takke for det danske ridderkors.

Den 45-årige arkitekt kendes fra en række spektakulære byggerier herhjemme, blandt andet det nye pandaanlæg i København Zoo og skibakken Amager Bakke på toppen af et forbrændingsanlæg.

Arkitekten tegner også et nyt naturhistorisk formidlingscenter med navnet Lycium, der skal stå klart på Fanø om to år.

Bjarke Ingels modtager sin franske ridderorden på den franske ambassade i København.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her