Rødderne fra levende gummitræer slynger sig omkring hinanden på tværs hen over en flod i Meghalaya i Indien. Her bor khasi-folket i en dal syd for Tibet og lige nord for Bangladesh i et område, der rammes af klodens største regnskyl.
Når monsunregnen sætter ind, bliver skovbunden omdannet til grønne øer mellem brusende vandstrømme, der adskiller landsbyer. Da er rodbroerne og -stigerne den eneste sikre infrastruktur.
De forunderlige broer kan man læse om i den unge Harvard-baserede forsker og arkitekt Julia Watsons bog ’Lo-TEK – Design by Radical Indigenism’. Bogen indsamler eksempler fra hele verden på arkitektur, som er udviklet i et tæt samspil mellem natur og mennesker. I bogen ordner hun dem efter fire typer miljøer: bjerge, skove, ørkener og vådområder.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
