Arkitektur bliver ofte forbundet med praktik. Det handler om at skabe gode fornuftige løsninger. At få orden på tingene. Men der findes en håndfuld arkitekter, der formår at prikke hul på al denne snævre fornuft og forbinde den til noget større.
Det kræver, at man har historisk viden om sit felt. Hvad har andre gjort? Men det er ikke bare en intellektuel øvelse. Det kræver også en intuition, som ikke er så nem at indfange. Landskabsarkitekten Steen Høyer var en af de arkitekter, der formåede denne sjældne kunst.




























