Arkitektur. Designere, arkitekter og andre kreative folk har i flere år brugt 3D-printere til at skabe alverdens ting. Kander, kopper, borde, redskaber – ja, selv broer kan man i dag hive ud af en 3D-printer. Huse printer man også, men nu er opfindsomheden drevet endnu længere.
I nærheden af byen Ravenna i Italien har en gruppe arkitekter nemlig printet verdens første hus af jord. Mario Cucinella Architects har i samarbejde med Wasp, der er specialister i 3D-printning, brugt lokal jord fra Massa Lombarda-kommunen til at printe et indflytningsklart hus med kurvede former og brune vægge.




























