Siden han første gang slog sine arme ud i sit 28 meter brede favntag på bjerget Corcovado over Rio de Janeiro i 1931, har statuen Cristo Redentor (Kristus Forløseren) været den mest kendte af sin art i verden. Samt en af de største og højeste. Den ære anfægtes nu – af en anden brasiliansk by.
I byen Encantado er man således i gang med at bygge en Jesus-figur, som ventes at blive færdig i år. Når det sker, vil statuen med en højde på 43 meter nå 13 meter længere til himmels end artsfællen i Rio de Janeiro. Favnen hos den nye Jesus spænder over 36 meter fra fingerspids til fingerspids og overgår altså også her Cristo Redentor.








