Formgivningen af de fysiske rammer for ritualerne omkring døden er en svær disciplin, og resultatet er ofte en lettere patetisk arkitektur. En undtagelse er det nye børne- og ungehospice på Djursland, som vi anmeldte til fem hjerter i fredagsavisen. Landskabsarkitekturen har nemmere ved det. Vi kan tilsyneladende sige noget om døden med planter og landskabsrum, som vi ikke kan sige med sten og mørtel.
Jeg kan blive gift i den lokale Netto og skilt på nettet, men alternativer til en begravelse på kirkegården skal jeg lede længe efter
En diskret flad mindeplade ved foden af et majestætisk bøgetræ markerer urnegraven. Det er ikke længe siden, der blev gravet og jorden er endnu lidt nøgen, men snart vil den lave bevoksning lægge sig som et grønt tæppe omkring stenen. (foto: Boris Brorman Jensen)
Lyt til artiklen
Henter...
Arkæologer bruger spor af dødekult som tegn på menneskelighed. Dødekult adskiller os fra andre arter, og udvikling af forskellige former for begravelseskulturer er tilsyneladende noget helt fundamentalt ved homo sapiens.
Arkitekturhistoriens årtusindelange fortælling er i den sammenhæng et kort kapitel, men ikke desto mindre fuld af monumentale vidnesbyrd om udviklingen af dette urgamle instinkt til en egentlig bygningskultur. Nogle af de mest monumentale bygningsanlæg, mennesket har opført, er viet til døden, mindet og efterlivet. En sakral monumentalitet, der ser ud til at have overlevet det moderne gennembruds radikale ideer om en funktionel arkitektur renset for unyttig symbolik.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
