En fed kat har smidt sig i et Æg af Arne Jacobsen. En anden flyder i Finn Juhls Poeten. Og over dem begge får en tredje kat noget, der ligner et elektrochok, da den bider i ledningen til en PH-lampe.
Dovne katte er flyttet ind i klassisk dansk design. Men på ægte kattemaner er de fuldkommen ligeglade med de smukke omgivelser. De vil bare flyde og nyde. Hvad andre tænker og gør, er kattene fuldkommen ligeglade med. En kat kan ikke opdrages, den er sgu sin egen!






