Tito Jackson, der sammen med Michael Jackson var en del af The Jackson 5, døde søndag aften.

Michael Jacksons bror og tidligere medlem af Jackson 5 er død

Sammen med Michael Jackson var Tito Jackson et af de oprindelige medlemmer af musikgruppen The Jackson 5, der blev dannet  i 1964. Tito Jackson var den næstældste i gruppen.  Foto: Luke Macgregor/Ritzau Scanpix
Sammen med Michael Jackson var Tito Jackson et af de oprindelige medlemmer af musikgruppen The Jackson 5, der blev dannet i 1964. Tito Jackson var den næstældste i gruppen. Foto: Luke Macgregor/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Michael Jacksons bror Tito Jackson er død i en alder af 70 år. Det skriver flere udenlandske medier, heriblandt Entertainment Tonight.

Hans nevø bekræfter over for magasinet People, at Tito Jackson er død.

Sammen med Michael Jackson var han et af de oprindelige medlemmer af musikgruppen The Jackson 5, der blev dannet i 1964. Blandt de andre medlemmer var brødrene Jackie, Jermaine og Marlon Jackson. Senere kom også Randy Jackson til.

Popgruppen, der udelukkende bestod af medlemmer af Jackson-familien, havde store hit som ’I Want You Back’, ’ABC’ og ’I’ll Be There’ op gennem 1970’erne.

I 1997 fik gruppen en plads i ’Rock and Roll Hall of Fame’. Gruppen er også blevet tildelt en stjerne på Hollywood Walk of Fame.

Blot en uge før sin død optrådte Tito Jackson sammen med brødrene Jackie og Marlon Jackson i Surrey i England. De tre udgjorde sammen gruppen The Jacksons og havde planlagt flere shows i USA.

Efter en pause fra mediernes søgelys begyndte Tito Jackson at optræde solo i 2003. Han udgav albummerne ’Tito Time’ i 2016 og ’Under Your Spell’ i 2021.

Jackson-familien består af i alt ni søskende, af hvilke Michael Jackson opnåede mest succes. Han blev i en årrække kaldt for ’Kongen af Pop’.

Michael Jackson sov ind i sit hjem i Los Angeles i 2009 efter en høj dosis af narkosemedicinen propofol. Hans læge blev senere idømt fire års fængsel for uagtsomt manddrab.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her