En mand i Texas betalte over 27.000 kroner for en Taylor Swift-guitar. Så smadrede han den med en hammer. Videoen af det gik viralt, og nu sælges guitaren for endnu flere penge på eBay.

»Uventet, men ikke overraskende«, at texansk mand smadrer Taylor Swift-guitar

Taylor Swift i Buenos Aires, Argentina, under 'The Eras Tour', der solgte billeter for over én milliard dollars og dermed er den mest indbringende musikturné nogensinde. Foto: Natacha Pisarenko/Ritzau Scanpix
Taylor Swift i Buenos Aires, Argentina, under 'The Eras Tour', der solgte billeter for over én milliard dollars og dermed er den mest indbringende musikturné nogensinde. Foto: Natacha Pisarenko/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En 67-årig mand betalte i sidste uge 4.000 dollars – eller lige over 27.000 kroner – for en Taylor Swift-guitar på en auktion i Texas.

Men han var hverken swiftie eller havde tænkt sig at spille på guitaren.

For da køberen, Gary Estes, gik på scenen for at modtage den, stod en af de ansatte i auktionshuset klar med både guitaren og en hammer.

Gary Estes fik overrakt begge dele og begyndte straks at slå løs på guitaren, der er udsmykket med billeder af Taylor Swift fra hendes ’The Eras Tour’ samt en autograf. Det fik publikum til at klappe og huje.

Videoen fra auktionen er siden gået viralt, og nu er den smadrede guitar så igen kommet til salg på auktionssitet eBay.

Prisen? 7.600 dollars – eller over 50.000 kroner – står den i skrivende stund til at blive solgt for.

Politisk guitarsmadring

Men guitarsmadringen handler om mere end Taylor Swift og instrumenter. I Waxahachie i Texas, hvor auktionen blev holdt, er langt de fleste nemlig republikanere.

»Vi er i et område, hvor Trump er meget populær. Især blandt countrytyperne er der ikke mange her, der kan lide Taylor Swift«, fortæller J.D. Cobb, der lagde videoen på TikTok, til USA Today.

Derfor var episoden også »uventet, men ikke overraskende«, har Rob Bartley, en af de tilstedeværende, sagt til The Independent.

I midten af september offentliggjorde Taylor Swift nemlig sin støtte til den demokratiske præsidentkandidat, Kamala Harris. Det gjorde hun på Instagram med et opslag med et billede af sig selv og sin kat. Opslaget underskrev Taylor Swift med »barnløs kattedame« – et stik til JD Vance, Trumps videpræsidentkandidat, der tidligere har udtalt, at landet ledes af »en flok barnløse kattedamer«.

Taylor Swifts støtte til Kamala Harris fik Donald Trump til at skrive »JEG HADER TAYLOR SWIFT« på sit sociale medie, Truth Social.

En lethjertet bemærkning

Men selv om texaneren Gary Estes støtter Trump, var smadringen af guitaren ikke ondt ment mod Taylor Swift, siger han til NBC News.

»Det var bare en joke til auktionen, der rejser penge til unge, ikke? Det er alt, det var. Der var ikke noget ondt i det«, siger Gary Estes.

Auktionsholderen Craig Meier fortæller til NBC News, at joken med hammeren blev taget godt imod. Selv om det virkede ondsindet, grinte alle. Han indrømmer, at det også var et politisk statement.

Han kalder situationen for en »lethjertet bemærkning« til Taylor Swifts udmelding og til »entertainerne, der bruger deres indflydelse til at påvirke politik«.

»Jeg er ligeglad med, om han sætter ild til den eller indrammer den i sit hjem. Han har betalt 4.000 dollars for den«.

Men Gary Estes gør ingen af delene. Han har doneret guitaren til foreningen bag auktionen, Ellis Country Wild Game Dinner, der er en årlig velgørenhed for lokale unge landbrugsstuderende. Pengene fra salget af den nu smadrede guitar går til organisationen.

Taylor Swift har ikke signeret selve guitaren, men et stykke papir, der var sat på den, skriver TMZ.

Rosa Marie Bjerre

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her