Den amerikanske skuespiller Martin Sheen vil have Danmarks regering og den danske justitsminister, Peter Hummelgaard (S), til at løslade miljøaktivisten Paul Watson.
Det siger han i en video udgivet på både YouTube og TikTok.
»Hej, jeg hedder Martin Sheen, og med al respekt adresserer jeg dette budskab til den danske regering såvel som den højtærede Peter Hummelgaard«, indleder Martin Sheen videoen.
»Forestil jer den helende effekt, som det ville have på vores skrantende klode, hvis alle nationer kunne producere mindst én miljøaktivist med samme mod og dedikation som Paul Watson«.
»Og forestil jer så vores planet uden den eneste: Paul Watson selv«, siger Martin Sheen i videoen.
Videoen er udgivet på organisationen Captain Paul Watson Foundations officielle YouTube- og TikTok-konti.
Martin Sheen er blandt andet kendt for sin rolle som Captain Williard i den amerikanske krigsfilm ’Apocalypse now’ - på dansk ’Dommedag nu’.
Med støtten til Watson tilslutter han sig tusindvis af mennesker, der har krævet Paul Watson løsladt. I august nåede en underskriftindsamling, som kræver hans løsladelse, 50.000 underskrifter.
»Forestil jer den ufattelige gave, som vores klode og Pauls familie vil få, når han ankommer sikkert til Paris til jul. Forestil jer det - og tak«, siger Martin Sheen i videoen.
ritzau
fortsæt med at læse






