Et af de senere års mest ikoniske filmskænderier bruges nu til at skræmme ulve væk i USA. Det amerikanske landbrugsministerium har nemlig taget utraditionelle metoder i brug i kampen mod ulveangreb på kvæg i det sydlige Oregon, skriver The Wall Street Journal.
Her bruger man blandt andet lydklip fra Noah Baumbachs Oscar-nominerede skilsmissefilm ’Marriage Story’ som akustisk afskrækkelse af de sultne rovdyr.
Droner patruljerer området med termiske kameraer, der spotter ulve om natten. Når dronen finder en ulv, bliver den badet i lys og bombarderet med lyd fra højttalere.
Ud over skænderiet mellem Adam Driver og Scarlett Johansson fra filmen ’Marriage Story’ tæller lydarsenalet også fyrværkeri, skud og rockklassikeren ’Thunderstruck’ af AC/DC.
Metoden kaldes ’wolf hazing’ og bruges som et alternativ til jagt, da grå ulve er en truet art i USA.
Og ifølge Wall Street Journal er optagelserne af det råbende filmpar særdeles effektive til at skræmme ulve væk.
»Jeg har brug for, at ulvene forstår, at mennesker er farlige«, siger distriktsleder i det amerikanske landbrugsministerium Paul Wolf. Det hedder han faktisk. Og det er ham, der leder droneindsatsen i Oregon.
I Klamath Basin, der ligger på grænsen mellem det sydlige Oregon og det nordlige Californien, blev dronerne sat ind, efter at 11 stykker kvæg var blevet dræbt af ulve på 20 dage. I de følgende 85 dage, hvor dronerne patruljerede, blev kun to køer snuppet af ulvene.
Som en Burger King
Ulvebestanden er vokset markant, siden de grå ulve blev genindsat i Yellowstone National Park i 1995. Det har ført til konflikter med kvægavlere i det vestlige USA, hvor ulvene i stigende grad angriber kalve og får.
Og fordi de grå ulve - ligesom i Danmark - er fredet, og det derfor er ulovligt for ranchejerne at skyde dem.
I Danmark har Ministeriet for Grøn Trepart udgivet en ulvehandlingsplan og vil etablere lokale, frivillige ulveværn i Jylland, der skal være med til at skræmme ulvene væk.
På Prather Ranch ved grænsen til Oregon anslår ejerne, Jim og Mary Rickert, at de har mistet op mod 40 kalve til ulve det seneste år.
»For ulvene er det stort set som at køre igennem en Burger King-drive in«, siger Mary Rickert til The Wall Street Journal.
Rickert-parret er blandt de ranchejere, der deltager i forsøgsordningen med dronerne.
»Jeg håber, det virker. Men hvis jeg skal være ærlig, tror jeg, ulvene ender med at vinde«, siger Jim Rickert.
Metoden har heller ikke været uden udfordringer. Droner er dyre, batterilevetiden er begrænset, og en drone blev ødelagt ved et sammenstød med et træ under en forfølgelse. Derudover ville en ulv hellere lege med dronen end at flygte.
Men dronerne har også for nylig fordrevet to ulve med heavy metal-nummeret ’Blue on Black’ af Five Finger Death Punch og råb over højttalerne fra en dronepilot.
fortsæt med at læse









