Så længe vi har haft samtaler om teknologi – og det strækker sig i hvert fald 2.500 år tilbage i tiden – har vi været kritiske over for, hvordan teknologien ville påvirke os som individer og samfund.

Sokrates frygtede, skriften ville ødelægge vores hukommelse, og at vi, når vi uddelegerede vores tankevirksomhed til skrift, ville miste vores forestillingsevne og evnen til at fastholde en reel dialog. I dag ved vi, at selv om skriftsproget har gjort det mindre nødvendigt for os at huske lange ræsonnementer, er det netop, fordi vi har skriften som en slags ekstern hukommelse, at vi har kunnet udvikle både vores sprog, videnskab og samfund som helhed.