Filminstruktør Jørgen Leth har deltaget i TV 2-interviewserie, der sendes efter deres død.

Jørgen Leth medvirker i 'Det sidste ord'

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Forfatter, filminstruktør og cykelkommentator Jørgen Leth medvirker i TV 2-programmet ’Det sidste ord’.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Jørgen Leth døde mandag aften i en alder af 88 år efter kort tids sygdom.

’Det sidste ord’ er en serie af interviewprogrammer, hvor kendte danskere medvirker. Aftalen med de medvirkende er, at programmet først må vises, efter deres død.

Programmets vært er Mikael Bertelsen.

»Da jeg forberedte samtalen med Jørgen Leth, ønskede han, at der skulle være en napoleonskage i baglokalet til tv-studiet og en flaske af hans yndlingssnaps i kulissen«, siger Mikael Bertelsen i meddelelsen:

»Flasken blev der ikke taget hul på, for da vi først kom i gang, så gav det sig selv. Måske fordi vi var i det samme studie, hvor Jørgen Leth for mange år siden optog filmen ’Det gode og det onde’«, fortsætter han:

»Lige inden kameraerne blev tændt, sagde han til mig: ’Jeg hader at sige farvel. Det er alt for vemodigt.’ Og så gik vi i gang«.

Programmet sendes søndag 5. oktober klokken 20.00 på TV 2 Play og TV 2.

Der har tidligere været sendt ’Det sidste ord’ med Jytte Abildstrøm, Erik Clausen, Bent Fabricius-Bjerre, Uffe Ellemann-Jensen, Povl Dissing, Lise Nørgaard, Ritt Bjerregaard og Peter Belli i programserien.

/ritzau/

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her