Donald Trump har haft travlt med at sætte sit præg på Det Hvide Hus, som siden 1800 har været hjem for USA’s præsidenter og et af landets mest ikoniske symboler.
Først blev Det Ovale Værelse forgyldt, og siden blev græsplænen i Rosenhaven udskiftet med fliser. Mandag fik forandringerne en langt mere vidtgående og dramatisk karakter.
Gravemaskiner åd sig ind i Det Hvide Hus’ østfløj, mens mursten og vinduer blev revet ned. To dage senere bekræftede Trump, at fløjen skal vige for en planlagt balsal.
»Der var aldrig nogen, der syntes, den var noget særligt«, sagde Trump om østfløjen, der hidtil har rummet førstedamens kontorer og fungeret som indgang for offentlige rundvisninger i Det Hvide Hus.
»For at gøre det ordentligt, måtte vi fjerne den eksisterende bygning ned«.
Torsdag var østfløjen fortid.
Beslutningen står i skarp kontrast til Trumps tidligere udmeldinger. I juli lovede han, at enhver udvidelse ville ske i »total respekt for den eksisterende bygning«, som han dengang kaldte sit yndlingssted.
For Katherine Jellison, pensioneret historieprofessor ved Ohio University og ekspert i USA’s førstedamer, er nedrivningen et vemodigt tab:
»Betty Ford, der var førstedame fra 1974 til 1977, sammenlignede engang vestfløjen i Det Hvide Hus, hvor præsidentens kontor ligger, med østfløjen og bemærkede: »Hvis vestfløjen er nationens hjerne, så er østfløjen dens hjerte««.
Billederne af nedrivningen har udløst vrede hos Hillary Clinton.
Fakta
Det Hvide Hus
»Det er ikke hans hus. Det er jeres hus. Og han ødelægger det«, skriver den forhenværende førstedame, som også er tidligere demokratisk præsidentkandidat samt udenrigsminister i et opslag på det sociale medie X rettet mod det amerikanske folk.
Blandt dem, der deler hendes bekymring, er Johann Neem, historieprofessor ved Western Washington University:
»Som historiker og som amerikaner er det hjerteskærende at se ødelæggelsen af en historisk offentlig bygning. Vi mister vigtige dele af det amerikanske folks fælles historie, så Trump kan opføre et monument over sig selv«.
Trumps balsal
Inden Trump efter planen forlader præsidentembedet i 2029, vil der — hvis projektet realiseres — stå en enorm balsal, der markant vil ændre Det Hvide Hus’ udseende og proportioner. Bygningen bliver på omkring 8.000 kvadratmeter og vil være den største tilbygning i Det Hvide Hus’ historie.
Ifølge de foreløbige planer skal balsalen have et skakternet marmorgulv, korintiske søjler med gyldne detaljer og guld- og krystallysekroner, der hænger fra et kassetteloft belagt med bladguld.
Projektet ventes at koste omkring 300 millioner dollars – knap to milliarder kroner. Trump hævder, at byggeriet primært finansieres gennem private donationer, blandt andet fra Amazon, Lockheed Martin og Palantir.
Det Hvide Hus har længe manglet plads til store begivenheder og statsbesøg, forklarede Trump mandag på sit sociale medie Truth Social.
fortsæt med at læse






