TV 2 beklager, at der var mangler i den advokatundersøgelse, der blev foretaget af advokat Yvonne Frederiksen, og som var medvirkende til fyringen af den tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen.
Det udtaler administrerende direktør på TV 2, Anne Engdal Stig Christensen, i en pressemeddelelse onsdag morgen.
Pressemeddelelsen kommer dagen efter, at Højesteret har afsagt dom i en sag, hvor den tidligere tv-vært krævede erstatning af advokaten.
Højesteret afgjorde, at hun skal betale omkring to millioner kroner i erstatning til Dorph samt sagens omkostninger.
I pressemeddelelsen udtaler tv-stationens direktør, at TV 2 på baggrund af indberetninger fra nuværende og tidligere ansatte om en seksualiseret kultur hyrede advokatfirmaet Norrbom Vinding til at lave en advokatundersøgelse af kulturen på TV 2.
Det skete i 2020.
»Det var nødvendigt for TV 2 at indhente advokatbistand til at undersøge og vurdere de mange indberetninger«, udtaler Anne Engdal Stig Christensen i pressemeddelelsen.
»Højesteret har nu fundet advokatundersøgelsen mangelfuld i forhold til Jes Dorph-Petersen, og de mangler i undersøgelsen kan vi kun beklage for alle involverede«.
Direktøren oplyser videre, at det er vigtigt, at der med dommen fra Højesteret skabes nogle klare rammer for, hvordan advokatundersøgelser skal foregå i fremtiden.
»Vi har som samfund og virksomheder brug for også i fremtiden at kunne adressere det, når mennesker oplever krænkelser på arbejdspladsen – med behørig retssikkerhed for alle involverede«.
Samtidig oplyser Anne Engdal Stig Christensen, at TV 2 »står ved« de beslutninger, virksomheden tog dengang. Beslutninger der blandt andet førte til Jes Dorph-Petersen afgang som vært:
»Allerede før advokatundersøgelsen stod det klart, at udfordringer med strukturel sexisme og krænkelser kaldte på handling. De ledelsesmæssige beslutninger dengang blev truffet på baggrund af en helhedsvurdering, herunder indberetninger, advokatundersøgelsen og det interne kulturarbejde«, skriver hun.
ritzau/kultur@pol.dk
fortsæt med at læse








