Trine Dyrholm modtager lørdag aften karrierens 11. Robert-pris.
Den 11. statuette får hun for sin birolle i det historiske drama ’Pigen med nålen’.
Filmen udspringer af den virkelige historie om Dagmar Overby, der i 1921 blev dømt for drab på ni spædbørn, som kvinder i ulykkelige omstændigheder havde givet hende, i troen på at hun ville finde et bedre hjem til dem.
Trine Dyrholm portrætterer i ’Pigen med nålen’ Dagmar Overby.
I kategorien Årets Kvindelige Birolle var Trine Dyrholm oppe imod sin egen præstation i hospitalsdramaet ’Det andet offer’.
De tre andre nominerede i kategorien var Mathilde Arcel, som Trine Dyrholm spillede over for i ’Det andet offer’, samt Birthe Neumann for ’Ingen kære mor’ og Maria Rossing for ’Min evige sommer’.
Trine Dyrholm har allerede fået international anerkendelse for sin præstation i ’Pigen med nålen’.
I 2024 var hun nomineret til en European Film Awards for filmen.
Trine Dyrholm modtog karrierens første Robert-pris i 2005 for filmen ’Forbrydelser’. Den første nominering fik hun tilbage i 2003 for sin hovedrolle i dramaet ’P.O.V. - Point of View’.
Siden er den 53-årige Dyrholm blevet hædret af Danmarks Filmakademi, der står bag Robert Prisen, for sine roller i blandt andet ’En kongelig affære’, ’Hævnen’, ’Arvingerne’ og ’Dronningen’.
ritzau
fortsæt med at læse









