Forskere fra Nationalmuseet begynder mandag nye undersøgelser af det danske skibsvrag ’Havmanden’, der ligger lidt nord for Göteborg i Sverige, skriver Nationalmuseet i en pressemeddelelse.
Målet er blandt andet at finde ud af flere detaljer om skibets konstruktion og menneskerne, der var om bord, fortæller Andreas Kallmeyer Bloch, der er museumsinspektør hos museet.
»Det kunne være fantastisk, hvis vi fandt personlige genstande, der kan fortælle om menneskene om bord, der oplevede de dramatiske begivenheder omkring forliset – men også på det, der skete bagefter, hvor dele af vraget blev bjærget«, siger han i pressemeddelelsen.
’Havmanden’ var i 1683 på vej mod den vestindiske ø Sankt Thomas med straffefanger fra Danmark, da det blev overtaget af mytterister – personer, der deltager i oprør mod en autoritet eller en regering. Et mytteri på et skib vil være et oprør mod den øverstbefalende, der typisk er kaptajnen.
Fregatten endte med at forlise ved skærgården langs den svenske vestkyst, hvor vraget fortsat ligger i dag.
Marinarkæologer, historikere og konservatorer fra Nationalmuseets forskningscenter Njord skal samarbejde med Bohusläns Museum i Sverige om undersøgelsen. Ifølge museumsinspektør Andreas Kallmeyer Bloch har forskerne også fokus på at sikre vraget for fremtiden.
»Med en beskyttende overdækning senere på året vil vi bremse nedbrydningen og bevare denne mørke, men vigtige historie, så den ikke forsvinder på havets bund«, forklarer han.
Som base for undersøgelsen af skibsvraget bruges Nationalmuseets sejlende museumsfartøj, skonnerten ’Bonavista’, lyder det i pressemeddelelsen.
Opdateres ...
ritzau








