Oslo Tingrett idømmer Marius Borg Høiby, der er søn af Norges kronprinsesse, Mette-Marit, fire års ubetinget fængsel, skriver VG.
Marius Borg Høiby er fundet skyldig i mishandling i nære relationer mod sin ekskæreste og to voldtægter ved andet seksuelt forhold end samleje, skriver det norske medie. Han er fundet skyldig i en voldtægt, som skete på Skaugum – det norske kronprinseparrets officielle residens – i 2018. Retten har samtidig frifundet Høiby for i alt fire tiltalepunkter, heriblandt to voldtægter.
Overblik
Det er Marius Borg Høiby dømt og frifundet for
Marius Borg Høiby er ikke selv til stede i retten mandag morgen, hvor dommen i sagen mod ham afsiges. Det skyldes »dokumenterede sundhedsmæssige årsager«, som Høibys forsvarer ikke uddyber nærmere. Han følger i stedet domsafsigelsen via et videolink fra fængslet.
Det norske kongehus ønsker ikke at udtale sig ovenpå mandagens dom.
»Sagen er blevet behandlet af domstolen, og kongehuset har ingen kommentarer til udfaldet«, lyder det i en skriftlig kommentar til NTB.
Skal betale erstatning
Høiby har gennem behandlingen af sagen nægtet sig skyldig i de groveste anklager mod ham, herunder de fire voldtægter. Han har dog erkendt blandt andet overtrædelse af besøgsforbud og at have transporteret 3,5 kilo hash.
Oslo Tingrett har også besluttet, at Høiby skal betale erstatning til flere af de forurettede kvinder. Han skal blandt andet betale 100.000 norske kroner til sin ekskæreste, Nora Haukland, skriver VG. Ifølge nyhedsbureauet NTB løber det samlede beløb op i 640.000 norske kroner – svarende til omkring 430.000 danske kroner.
Den norske anklagemyndighed har krævet Høiby idømt syv år og syv måneders fængsel, hvis han bliver kendt skyldig i samtlige forhold. Høibys forsvarer, Petar Sekulic og Ellen Holager Andenæs, har procederet for, at han burde frikendes for de mest alvorlige tiltalepunkter som voldtægt og mishandling i nære relationer. Ifølge forsvarerne burde det føre til en straf på 18 måneder.
Det er endnu uvist, om en af de to parter vil anke Oslo Tingretts afgørelse. Marius Borg Høibys forsvarere, Petar Sekulic og Ellen Holager Andenæs, har endnu ikke talt med deres klient, efter at dommen mod kronprinsessesønnen mandag er blevet afsagt. De to forsvarer vil nu læse hele dommen og sammen med Høiby overveje, om dommen og straffen på fire års fængsel skal ankes, skriver nyhedsbureauet NTB.
De grove forhold har Høiby nægtet sig skyldig i. Derfor er det også dem, der nu skal diskuteres, fortæller Petar Sekulic og Ellen Holager Andenæs.
»Lige nu, ud over at det naturligvis ligger i kortene, at der overvejes en anke på de punkter, som vi har talt om, er det svært at sige noget præcist på nuværende tidspunkt«, siger de ifølge NTB.
Også anklagemyndigheden vil nu overveje, hvorvidt dommen mod Høiby skal ankes til den norske landsret, fortæller statsadvokat Sturla Henriksbø til den fremmødte presse.
»Længden af straffen hænger sammen med, hvad han er dømt for«, siger han ifølge VG.
Vil løslades fra varetægtsfængsling
Høibys forsvarsadvokater har desuden mandag formiddag anmodet retten om, at hans klient bliver løsladt fra sin varetægtsfængsling.
»Vi mener, at det er vigtigt at benytte muligheden for at få ham løsladt. Han er deseparat efter at være sammen med sin mor«, fortæller Ellen Holager Andenæs til det norske medie VG.
Høibys mor, kronprinsesse Mette-Marit, er alvorligt syg med lungefibrose, og hendes tilstand er den seneste tid forværret.
Spørgsmålet blev behandlet under referatforbud, hvilket betyder, at den fremmødte presse ikke må referere, hvad der bliver sagt. Herefter blev retsmødet hævet, og svaret på spørgsmålet om varetægtsfængsling vil komme senere, lyder det.
Sidst Oslo Tingrett tog stilling, valgte den at løslade Høiby. Den kendelse blev dog omgjort af den norske landsret.
Opdateres ...
Ritzau
fortsæt med at læse







