Tidligere forlagsdirektør Stig Andersen er død efter længere tids sygdom.
Han blev 72 år, skriver forlaget Gyldendal i en meddelelse.
Stig Andersen tiltrådte som administrerende direktør på Gyldendal i 1999 og gik på pension i 2018 efter 40 år i forlagsbranchen.
Stig Andersen var uddannet cand.phil. i dansk.
Inden tiden på Gyldendal var han redaktør og redaktionschef på Politikens Forlag og efterfølgende administrerende direktør for forlaget Aschehoug.
Han gjorde sig bemærket i sit virke ved at være hurtigere og skarpere end de andre i branchen. Det skrev Kristeligt Dagblad i forbindelse med Stig Andersens pensionering i 2018.
Det blev blandt andet tydeligt, da han fandt på at få kendte til at skrive deres selvbiografi, mens de stadig var en del af danskernes bevidsthed.
Han var ifølge Lex - Danmarks Nationalleksikon - med til at starte en ’biografi-bølge’ i den danske forlagsverden.
»Jeg har arbejdet på et bibliotek, og der kunne jeg se, at biografier var populære. Mennesker interesserer mennesker«, sagde Stig Andersen til Ritzau i oktober 2024, da han fyldte 70 år.
»Det viste sig at holde stik. Vi solgte stakkevis af bøger«, sagde han.
I 2014 blev Stig Andersen valgt til formand for Forlæggerforeningen.
Det var med en vis ærefrygt, at den arbejdsomme forlagsdirektør i 2018 gik på pension.
»Jeg har aldrig haft hobbyer. Jeg var på arbejde 10 timer om dagen, hvad skulle jeg bruge hobbyer til?«
»Så det var jeg nervøs for, da jeg gik på pension. Og det var der også grund til, for det var svært til at starte med«, sagde Stig Andersen i 2024 til Ritzau.
ritzau