Enken til forfatteren bag serien ’Skadestuen’ har sagsøgt holdet bag ’The Pitt’ for at være en genindspilning.

Domstol: Emmy-vindende serie minder så meget om forgænger, at det kan være en kopi

Foto: HBO Max
Foto: HBO Max

Den Emmy-vindende serie ’The Pitt’ minder så meget om ’E.R.’, der hedder ’Skadestuen’ på dansk, at et søgsmål mod den nye serie kan fortsætte.

Det har en appeldomstol i den amerikanske delstat Californien ifølge nyhedsbureauet Associated Press (AP) afgjort.

Søgsmålet er anlagt af enken og dødsboet efter Michael Crichton, der har skabt ’Skadestuen’.

Enken, der hedder Sherri Crichton, mener, at ’The Pitt’ er en ny version af en genindspilning af ’Skadestuen’, som hun tidligere har afvist.

Hendes mand sikrede sig nemlig en eftertragtet klausul om såkaldt frosne rettigheder i sin kontrakt om serien.

Bestemmelsen forbød Warner Bros. at gå videre med opfølgere, genindspilninger, spinoffs eller andre produktioner afledt af serien uden Crichtons eller hans dødsbos samtykke. Crichton døde af kræft i 2008.

Michael Crichton er forfatteren bag ’Jurassic Park’ og en lang række andre romaner, der blev til hitserier og -film.

Han skrev manuskriptet til første episode af ’Skadestuen’, der foregår i den amerikanske storby Chicago.

Serien redefinerede genren for medicinske dramaserier og blev en enorm succes.

Hver uge fulgte ti millioner seere med, mens den rullede over skærmen fra 1994 til 2009.

’The Pitt’ fik premiere sidste år og har allerede modtaget flere Emmy-priser. To af dem er gået til skuespilleren Noah Wyle, der spiller en af de store roller.

Sammen med John Wells og R. Scott Gemmill har Noah Wyle også produceret serien. Alle tre arbejdede tidligere sammen på ’Skadestuen’, hvor Noah Wyle spillede den medicinstuderende John Carter.

Allerede før seriens premiere for to år siden sagsøgte Sherri Crichton holdet bag ’The Pitt’.

Dommerne i Californien tog stilling til, om de to serier har den mindste grad af lighed.

Afgørelsen gælder udelukkende de indledende juridiske spørgsmål. Dommerne har altså ikke taget stilling til, om sagsøgerne har bevist, at ’The Pitt’ er en genindspilning.

Retten er ifølge AP enig med sagsøgerne i, at de to serier har ligheder, såsom at de begge udelukkende foregår på en skadestue.

Dommerne vurderer også, at begge serier er kendetegnet ved ’et meget højt tempo’ og ’forenkling og fagjargon, der giver en følelse af autenticitet’.

De afviser dog anklagerne mod Noah Wyle, John Wells og R. Scott Gemmill. Dommerne vurderer, at der ikke er beviser for, at de tre mænd kendte til de bestemmelser i Crichtons kontrakt, som søgsmålet hævder, at de har overtrådt.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her