Det er hverdagens slid, der skaber de blivende værdier«. Hvor tit havde Elisabeth ikke hørt landsretssagfører Grandgreen-Andersen sige netop de ord, når han og hendes far, nyligt afdøde brygger Iversen, efter søndagsfrokosten satte sig ind i stuen, tændte et par cigarer – og vendte verdenssituationen. Grandgreen-Andersen, som Elisabeth altid havde kendt som onkel Arthur, var tidligt blevet enkemand, og hans husbestyrerinde, frk. Griffentoft, havde fri i weekenden, så han kom altid til frokost om søndagen i bryggerhjemmet. Nu, hvor hun stod alene med ansvaret for Bajerslev Bryghus og midt i kampen mod farbror Henning, som absolut ville sælge familievirksomheden til kapitalfonden Force Majeure Invest, forstod hun, hvad onkel Arthur egentlig havde ment. For hvis det lange, seje træk ikke blev ydet, hvordan skulle man så nogensinde kunne gøre sig fortjent til at høste arbejdets gyldne frugter? Det var derfor med en glæde, der sprang fra hjertets kilde, hun havde inviteret samtlige ansatte på bryghuset til stor julefrokost. »Nu skal I bare værsgo og forsyne jer«, sagde Elisabeth, da hun havde budt velkommen og takket medarbejderne for deres uvurderlige støtte gennem de sidste på mange måder svære dage. »Sender du de røde sild«, spurgte Humle-Hansen Luc. Og den sympatiske trappistmunk svarede: »Naturellement, men må jeg lige snuppe en på vejen«. Let og utvungent gik samtalen over bordet, og af retterne vakte især den uforligneligt veltillavede ribbenssteg begejstring. Og da Luc, mens fadet med steg gik fra hånd til hånd, samtidig satte et par flasker af det næsten færdige julebryg frem til »en petite tyvsmagning«, som han sagde, steg stemningen til det euforiske. »For det er sgu øl«, fastslog Humle-Hansen, hvorefter Malte, den unge bryggerlærling, gav Luc ’high-five’ og udbrød: »Respekt, broder!«. Pludselig gik døren op, og ind trådte Markus P. Mågensen. Men hvor han sædvanligvis – hvor irriterende han end var – dog var anstændigt klædt, var han i dette øjeblik en ynk at se på. Skjorten hang uden på bukserne, slipset var gået op, han havde en flaske årgangscognac i hånden – og han var tydeligt beruset. »S’ jeg zsætter mig her«, sagde han og slog sig ned ved bordet. »Du skal være sød at gå«, sagde Elisabeth bestemt, men ganske uden effekt – og til sidst lod de ham sidde. Mågensen skiftevis sov, rå-lo og ytrede sjofle ord, til han med ét forsvandt i retning af kontoret. »Lad ham være«, sagde Elisabeth, »for han er alligevel så fuld, at han ingen skade kan gøre«. Til sidst gik Sofie, den unge kontorassistent og etiketdesigner, ud for at se, hvad galningen dog lavede. Hun fandt ham i kopirummet, hvor han havde anbragt sin blottede, blege underkrop på maskinens glasplade. »Nu skal du sat’me se udstyr«, sagde han til den unge kvinde, greb ud – og trak hende hen imod sig. »Hjælp«, skreg Sofie, og sekunder efter stod Lech Jamendowski, den kompetente og råstærke polske vvs-montør, i kopirummet. »Hvad laver du, svin«, råbte han til Markus P. Mågensen, rev den skrækslagne Sofie ud af dennes liderlige tag – og bar dernæst den døddrukne rationaliseringsekspert ud i det fri: »Skrid, eller du får bank«, sagde Lech, mens Mågensen tog flugten. »Jeg skal nok passe på dig, Sofie«, sagde Lech, da han var kommet tilbage i bryghallen. Og lagde blidt armen om hende. Sådan sad de også, da festen en halv time senere gik i opløsning, og alle forsvandt hver til sit. »Har du set, at det er fuldmåne«, spurgte Lech Sofie. Hun smilede.