Hvor går du i byen?
»Jeg går ikke så meget ud, for jeg har selv en klub (Nadsat i Hyskenstræde 10, red.). Ellers er det Culture Box, for jeg hører kun elektronisk musik, og jeg går kun på steder, hvor de spiller den slags. Det giver en god stemning, når der er mange forskellige typer, der kommer for at høre en bestemt slags musik. Så har folk mere travlt med at høre musik og have det sjovt end at stå og se smarte ud i baren«.
Men er der da ikke mange klubber i København? »Jo, men det er svært, for det er styret af hype. Selv om der kommer et stort udenlandsk navn for at spille, bliver man nødt til at sætte Trentemøller på plakaten for at sikre, at der kommer nok mennesker. Hvis Trentemøller ikke var på, ville der ikke komme nogen. Klubmentaliteten er slet ikke slået igennem herhjemme. Det er svært bare at få et par hundrede ind på en weekend. Det er stadig meget undergrund, og det undrer mig. Danskerne vil have, at der bliver spillet noget, man kan synge med på. Så har vi det sjovt. Desværre«.
Hvad kunne København lære af udenlandske storbyer? »Vi kunne lære at gå mere ud i hverdagene og være ude til lidt senere i stedet for at sidde hjemme og se fjernsyn i vores små lejligheder. Det gør danskerne meget, synes jeg. Jeg gør det også selv. Vi dyrker den hjemlige hygge, og det bærer byen præg af«.










