Jeg drømte om dig i nat, Cobber, sikkert fordi jeg vidste, at jeg skulle tale med dig. I min drøm havde du fået nyt arbejde: Du spillede akustisk guitar for folk, der spiste morgenmad i kaffeshoppen i Magasin. Men i virkeligheden har du jo prostitueret dig selv endnu mere?
»Mener du, at jeg er mere prostitueret, end du kunne drømme om?«.
Faktisk ja. Du er jo så blevet A&R-manager – eller musikspejder – i et jysk discountpladeselskab. Hvordan kan det lade sig gøre? »Det er altså ikke jysk. Det har været københavnsk i 15 år. Lidt ærgerligt. Jyderne er jo bedre til det med pengene«.
Men stadigvæk: hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? »Det er jo noget med, at jeg synes, det er en udfordring. Og Kick Music er et udmærket lille uafhængigt pladeselskab. Det har ikke nogen alt for etableret profil eller nogle helt store resultater, man skal leve op til«.










