Synes du stadig selv, at det er Suspekt, der har pikken i dansk hiphop?
»Ja, det synes jeg da i den grad. Med det nye album er den endda blevet endnu større. Når den udkommer, så skal du bare se, hvordan jazzmælken flyder ud af den og ud over hele landet«.
Hvornår mødte du første gang Djævlen? Var det på Galgebakken?
»Ja det vil jeg tro, det var. Det var engang, jeg spillede fodbold ikke så langt fra Galgebakken i Albertslund«.
Nu tog jeg bare det der citat fra en Th. Dreyer-film, som I åbner albummet med. Men helt ærligt: At tage nogle lydstumper fra gamle film og blande dem med noget rytmeboks – er det en måde at fronte scenen med? Det er sådan noget, jeg selv sad og lavede med en båndoptager i 1983?
»Det er da at tage scenen videre. Hen et sted, hvor den ikke har været før«.
Synes du ikke, man har hørt sådan noget før?
»Nu går vi altså heller ikke efter absolut at skulle lave noget, som ingen har hørt før. Det er mere noget med, om det er godt for os. Ligesom du sikkert syntes, det var godt nok for dig, dengang du lavede de der bånd«.
I har ret meget med Albertslund i jeres tekster. Er det ikke lidt pseudo, eftersom I alle sammen har boet i København i flere år og skal holde pladereception på Jazzhouse ligesom Cecilie Nordby?
»Det kan du sige. Men grunden til, at vi går så meget op i det, er, at vi er fra Albertslund. Og selv om vi bor i København, så er det jo sådan, at du nok kan flytte dig selv ud af Albertslund, men du kan ikke flytte Albertslund ud af dig selv«.
»Tag et skud Suspekt og lad dine tanker forsvinde. Jeg påkalder mig kirkegårdens stilhed til at give det perfekte billede af virkelighed«. Hmmm... hvad mener du egentlig med det?
»Det betyder, at hvis du vil have et skud Suspekt – hvis du vil forstå, hvad vi taler om – så skal du sætte dig ned og lytte til vores virkelighed, som den bliver fremstillet i musikken. Det vil sige: Du skal koncentrere dig og lukke alt andet ude og slukke din mobiltelefon for at forstå det«.
O.k.: at påkalde sig kirkegårdens stilhed betyder i virkeligheden bare at slukke for sin mobiltelefon?
»I overført betydning, ja. Kirkegården er jo et meget stille sted. Du kan også sige: tænd nogle stearinlys, fyr op i en røgelsespind, sæt en god Rocco-pornofilm på og skru ned for lyden og lyt til musikken«.
Det er også et nummer, der hedder ’Sut den op fra slap’, som ligefrem er en instruktion i, hvordan man skal gøre. Hvis I skal have hjælp til det, er det svært at tro, at det er jer, der får det hele op at stå i dansk hiphop?
»Nu er den også bygget op om et udtryk, som Andreas hørte til fodbold engang. Vi tænkte, at det var så grineren et udtryk, at vi måtte lave et nummer ud fra det. Det har ikke så meget at gøre med os eller vores rolle i dansk hiphop. Men hvem har ikke prøvet at stå der som 18-årig og være for fuld og nervøs til at få den op at stå?«.
Men det er virkelig noget tung musik, I laver. Det kan godt virke som lidt af en slap pik, sådan som det hele hænger og slæber sig af sted.
»Men netop dét kan man jo også kalde for det virkelig tykke ved pikken. Der er dog numre, hvor der er skruet mere op for tempoet. Men for det meste dyrker vi jo den mere grusomme stil, og der passer det langsomme tempo godt. Det er jo ikke særlig dystert at køre en hi-hat i 140 bpm. Men jeg synes faktisk ikke, man kan sammenligne det med en slap pik«.
Nå, men så fuck af.
»Fuck af selv«.
Suspekts nye album ’Prima nocte’ udkommer 1. oktober.







