Djævlens advokat Djævlens advokat piner Lars Hjortshøj

Lars Hjortshøj fanget i æteren, før han skal hjem til sin morfarlur i den stråtækte idyl.
Lars Hjortshøj fanget i æteren, før han skal hjem til sin morfarlur i den stråtækte idyl.
Lyt til artiklen

Hej Lars. Du har en rund og behagelig stemme.
»Tak«.

Jens Rohde har også sagt, at han hyrede dig til TV 2 Radio, fordi du er så rund og behagelig.
»Jeg er vel en pude. En slags sækkestol«.

Jo, men hvordan har du det med at være en hyggefar, som pigerne synes er nuttet? »Jeg er selvfølgelig glad for komplimentet, men jeg har ikke noget valg. Hvis jeg kunne, havde jeg ønsket mig falsetstemme og kindben«. Det lader til, at du nyder rollen som den bløde mand. I et dameblad går du til angreb på voksne mænd og siger, at de skal passe deres arbejde og deres familie. Lidt billige point at spille moden mand i et dameblad, ikke? »De var de eneste, der ville lægge tryksværte til det. Hvis der var nogle pornografiske mandeblade, der havde henvendt sig, havde jeg sagt nøjagtigt det samme. Eller Politiken. Jeg ved ikke, hvordan man kommer i Politiken, men I praler med alle de læserbreve, I får. »Siden i går har vi modtaget så mange breve«. Står der ikke det?«. Jo. Lige ved siden af de daglige drabstal fra Irak. Nå, men der sker et eller andet med mænd, når de får børn. Så skal de pludselig til at pege fingre ad dem, der lever det frie liv. »Jeg peger fingre ad mænd på min egen alder, der insisterer på at ligne en skater på 16 år, selv om de ikke har stået på et skateboard siden 1980’erne. Det er ynkeligt«. I samme dameblad siger du, at mænd bliver for magelige, fordi de tjener nok til at købe dyre vine og olivenolier. Du bor selv i stråtækt landidyl og udgiver kogebøger, ikke? »Det er også derfor, jeg er bange for at falde ned i den magelige gryde, så jeg forsøger at kigge lidt over ligusterhækken. Jeg er en voyeur, og derfor insisterer jeg på at udfordre mig selv med jævne mellemrum«. Som da du lavede stand up ved Socialdemokraternes Landskongres? »Det var eddermame en udfordring. Har du nogensinde optrådt til et arrangement, hvor første række er Anker Jørgensen ved siden af Poul Nyrup ved siden af Mogens Lykketoft?«. Men altså, Socialdemokraterne? Kan der være mere leverpostej på din håndmad? »Jeg har flirtet længere ude til højre, og der hørte jeg heller ikke til«. I 1992 vandt du det første DM i stand up. Og du har en universitetsgrad i nordisk litteratur. Hvorfor har du ikke brugt de titler til noget fornuftigt? »I 1992 var konkurrencen ikke særlig hård. Den stod mellem mig og Jan Gintberg, som i øvrigt blev nummer tre. Så situationen er en anden i dag. Jeg synes netop, jeg har brugt den titel som trampolin til at afsøge, hvad talentet kunne holde til«. Ja, du har haft et par buttede biroller i nogle film. Hvorfor ikke satse noget mere på det? »Der er lavet mange navlepillende parforholdsfilm i Danmark. Nu er tiden inde til noget mere action-præget, så det er et spørgsmål om tid, før der kommer henvendelser til mig«. Du bliver tit castet som den grimme type, men nu har du været hos skønhedsplejeren Ole Henriksen i Hollywood. Er det for at blive forvandlet til førsteelsker i en actionfilm? »Hvis det indebærer, at det er uden hår på brystet, så er jeg klar«. Du har et ret godt radioansigt, har jeg hørt. Hvad er det? »Jeg har et ansigt, som de færreste ønsker at se på klokken fem om morgenen«. Er det ikke irriterende at have et publikum af morgenfriske spejdertyper? Folk, der står tidligt op, er sådan lidt humorforladte, er de ikke? »Det er så Djævlens Advokats dom over 80 procent af Danmarks befolkning. Men det er jo den sædvanlige Politiken-foragt for læserne«. Nå, men du må vel også hellere komme i seng, så du kan være helt vildt frisk i morgen tidlig. »Det er rigtigt. Jeg skal hen og have min småborgerlige morfarlur lige nu. Du er sikkert så kulturradikal, at du skal anmelde en eller anden smal teaterforestilling sent i aften«. Sov godt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her