Hej Ditte. Jeg er imponeret over, at du gider tale med Djævlens Advokat. »Det er jeg egentlig også. Jeg beskæftiger mig normalt kun med ting, der betyder noget. Men i denne juletid har man lidt mere overskud«. Øh, jeg tænkte mere på, at det er imponerende, du gider tale mere om dig selv efter din rolle i Dario Fos monolog ’Kvinden alene’. Har du ikke talt dig træt? »Jo, det har jeg faktisk«. Og du har tidligere sagt til Politiken, at monologer er overvurderede. »Det sagde jeg for at være smart. Men det, jeg mente, var, at jeg elsker at være mange mennesker på en scene. Det at lave teater er for mig en social fest, som man glæder sig til. Men jeg må sige, at monologen også har været en fest«. Ja, for du fik al opmærksomheden selv. »Det er jo en kæmpe luksus ikke at skulle dele den med andre. Det er den ypperste form for selvoptagethed«. I ’Kvinden alene’ sidder din figur og klynker over ægtemænd, elskere og liderlige svogre. Hvad er hendes problem? »Der er mange tolkninger. Det blev i sin tid skrevet som en frigørelses-tour de force for en italiensk hus-mama. Man kan sige, hun er tosset, men jeg synes, det er mere interessant at se hende som en kvinde, der er ligesom alle os andre. Vi er alle sammen fem minutter fra at sidde og råbe ud i den fri luft«. Nu må det være nok med alle de egocentrerede kvinder, der tror, deres private behov har almeninteresse. ’Nynnes dagbog’, ’Desperate Housewives’, ’Sex and the City’, Pia Christmas-Møller. »Pia Christmas-Møller er man måske lidt træt af. Men ellers synes jeg absolut ikke, man er træt af det. Der er så mange udgaver af det«. Moderne kvinder opfører sig, som om valget mellem den kedelige ægtemand og den unge elsker er en værdikamp af universelle dimensioner. »Det kan du måske have ret i. Det er selvfølgelig lidt kedsommeligt, for man kan jo også bare tage begge dele«. Se bare der. I vil have og have. Og hvad med humoren? Fra Bridget Jones til Hella Joof-komik er kvindehumor udelukkende selvironi, som er den mest egocentrerede af alle humoristiske genrer. Kvinder kan jo ikke være sjove uden at snakke om sig selv? »Jo, de kan. Det er værre med den humor, der er på andres bekostning. Som Djævlens Advokat. Jeg deler ikke op mellem kvinde- og mandehumor. Den sjove mand, der kommer ind og fortæller vittigheder, er ikke humor for mig. Men når Woody Allen rammer plet, er det vidunderligt, fordi det bunder i stor smerte«. Som da du blev et landskendt komiker ved at hoste i en tv-satire? »Ja. Tænk, at en enkelt kropsfunktion kan komme til at definere én«. Og nu er du aktuel i animationsfilmen ’Jungledyret Hugo 3’, hvor du lægger stemme til Hund 1. Hvor mange hunde er der? »Jeg tror, der er to«. En monologdiva kan heller ikke være andet end nummer et. Insisterede du på at være førstehund? »Nej, for fanden. Jeg elsker Flemming Quist Møller og de andre tegnefilmsdrenge, så jeg er bare på, hver gang de laver noget«. Hvor mange ord har din hunderolle? »Ikke ret mange. Men den hund har været sjov at arbejde med. For i modsætning til at skulle tilpasse replikker til de mundbevægelser, der er lavet i nogle Disney-studier til en anden skuespillerinde, så har jeg været med til at skabe hundens billede med min stemme. Hvis jeg læsper, kommer hundens læber til at se anderledes ud«. Skriver du snart selvbiografien ’Fra hostedame til førstehund’? »Ej, du. Selvbiografier kommer tidligere og tidligere, og folk er dårligt nok fyldt 25, før de skal udgive deres erindringer. Det er patetisk«. Ja, og nu gider vi heller ikke tale mere om dig. God jul. »God jul«.
142 kr. for resten af året
Politiken fylder 142 år, og derfor kan du læse og lytte med resten af året for kun 142 kr. Er der en bedre måde at fejre os selv på? Nej, det synes vi heller ikke.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Det er nærmest så sjovt, at det burde være receptpligtigt
-
It-professoren jokede med sine venner om det. Men det viste sig at være rigtigt
-
Flere af landets biografer pauser omdiskuteret film
-
På vej ud kommer højesteretspræsidenten med et markant indspark i udlændingedebatten
-
Desværre holder serien ikke det høje niveau, vi er blevet forvænt med
-
Han har haft sådan cirka et år til at vænne sig til tilværelsen som international superstjerne
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
20 år senere er hun tilbage i den samme rolle i det samme miljø. Men noget er helt forandret
Elisabet Svane svarer på dit spørgsmål
Hvad vil du vide om det, der sker i dansk politik? Politikens politiske analytiker, Elisabet Svane, sidder klar ved tasterne for at svare på dine spørgsmål fra kl. 11.00, men allerede nu kan du stille dit spørgsmål i Politikens liveblog.
Debatindlæg af Quinn Slobodian
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Film og tv
Kronik af Alberte Clement Meldal OG
Pia Kirstine Harmsen
Jeg undertrykker min sorg og vrede, for jeg ved, at hvis min vrede gror, gror min datters mørke
Klumme af Marcus Rubin