En jublende glad Naja Maria Aidt troede ikke sine egne ører, da hun i dag som den første danske forfatter i otte år modtager den ærefulde Nordisk Råds Litteraturpris.
»Jeg er vildt overrasket og meget glad. Det er en kæmpeære for mig. Jeg havde ondt i maven i morges, da jeg vågnede. Men jeg har forsøgt at dæmpe mit gemyt hele formiddagen. Det skal man jo, når man er indstillet til en pris, hvis man nu ikke får den. Så det her er bare så dejligt«, siger Naja Marie Aidt i sin lejlighed i København.








