Sydney Morning Herald Af en eller anden grund befinder jeg mig altid det forkerte sted i verden. Står jeg i Berlin, ville jeg ønske, jeg sad i Paris. Om bord i et fly til Kina kan jeg tage mig selv i at forbande, at flyet ikke flyver den anden vej og smider mig af i New York. Nu sidder jeg så i København, men ville nogle dage ønske jeg boltrede mig i den australske sol, som for et par år siden. Der fik jeg til gengæld mange eftermiddage til at gå med at savne fædrelandet og læse nyheder på danske avisers hjemmesider, der dengang kun handlede om nogle helt særlige tegninger. Min udlængsel skyldes måske, at jeg er bondsk født og kvajet opdraget, men jeg burde faktisk skamme mig over sådan at drømme om andre himmelstrøg. Når det alligevel sker, er det som regel hos de udenlandske aviser, jeg får dulmet min udlængsel. Blandt andet hos Sydney Morning Herald, der er en af Australiens førende aviser. Og her er det hverken tørklæder eller multikultur, der bliver diskuteret, men derimod alt fra nedskydning af kænguruer i Canberra til budgetoverskridelser i Cate Blanchetts teatertrup i Operahuset. Kevin Rudds nye regering får en på lampen med jævne mellemrum, ligesom effekten af hajnet bliver diskuteret lige så seriøst som afviklingen af det engelske kongehus og den omfattende tørke. Dejlig langt fra dansk leverpostej. Folkets Dagblad Ikke så meget på grund af udlængsel, men snarere fordi jeg ikke kan lade være med at synes, det er vildt spændende, hvordan kineserne ser på verden, må jeg dagligt stikke snuden forbi den engelske version af Folkets Dagblad, China Daily. Det er her, man kan læse partitoppens seneste udfald mod Dalai Lama, følge redningsarbejdet efter jordskælvet i Sichuan-provinsen og se billeder fra den olympiske fakkels rundrejse, der – sjovt nok – fremstår som alt andet end kaotiske. Det er også her, man kan læse om en pige, der blev vækket af en slange, og om kvinden Gao Wusui på 114, der spiser 800 gram ris om dagen og lever et simpelt, men lykkeligt liv. China Daily er super, hvis man gerne vil følge med i den officielle side af kinesisk politik, høre interview med folk på gaden og læse læserbreve, hvor kineserne brokker sig over alt fra stigende fødevarepriser til korrupte embedsmænd. Selvfølgelig i overensstemmelse med partiet. Libération Og endelig er der jo den gode gamle franske veninde, Libération, som jeg skal bruge mere end almindelig tid på at komme igennem. Ikke kun fordi siden er rimelig tør med en masse historier, der bare fortsætter i en uendelighed, men også fordi sproget til tider er så smart, at jeg fuldkommen ryger af sporet. Men når jeg tager mig sammen og giver mig tid til at læse ordentligt, får jeg nyheder, der ellers aldrig når vores breddegrader. Det er sjældent, de handler om frølår og Eiffeltårnet, men meget ofte om nye franske film (bl.a. den om Serge Gainsbourg, som gallerne næsten ikke kan vente på), kloge forfattere, der skælder ud på Sarkozy og seneste nyt fra Afrika, der ikke er helt glemt i det franske. Besværligt at læse, men meget klogt.