»Vi må ikke give op nu«. »Vi må holde ud. Vi må stå sammen. Det er vores livs chance. Alt det vi har drømt om, alt det vi har kæmpet for. Vi har lidt, vi har døjet, vi har svedt og grædt, vi har blødt, vi har stridt og stræbt. Og vi har gjort det i fællesskab, i enighed, i samdrægtighed. Vi kan ikke svigte alt det nu med målet inden for rækkevidde. Nu hvor vi faktisk har belønningen mellem vores dirrende, bedende, taknemlige hænder«. Det er Egon Olsen – that Egon Olsen – der tager den nyfødte velfærdsstats navn og koncept forfængeligt og for egen ussel vindings skyld vil overtale hundeho’derne og hængerøvene, Benny og Kjeld, til lige at give den et nøk mere. Forude venter millionen. Forude venter millionerne. Indfrielsen af alle drømme. Men selvfølgelig: det kunne også være Anders Fogh Rasmussen, der på direkte tv træder ud af rollen som glat landsfader og tager sit indre hyggevamsede Anker Jørgensen-kostume uden på jakkesættet for at opmuntre i en tid, hvor krak og tvangsauktioner igen synes at høre til dagens orden. Men Egon, ham er det. The sky is the limit Olsen-banden, der i denne uge fylder 40, og som nåede op på 14 film i årene 1968-1998, er bundet så tæt og organisk sammen med sin tid, at filmserien er svær at se i dag som film-film.
Ikke at deres svingende stil inviterer til et syn af den art ... Egons mange spytrasende tirader over for kumpanerne, der ved gud heller ikke fortjener hverken hans respekt eller tillid, er i høj grad også en løbende kommentar til samfundsudviklingen.
