Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Illustration: Claus Nørregaard

Illustration: Claus Nørregaard

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kæmpeskulptur i København udløser hidsig debat

Smukt vartegn eller monstrøs meganips? En 72,5 meter høj skulptur skal stå i indsejlingen til Københavns Havn. Eller skal den?

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

To skikkelser, en yngre mand og en ældre kvinde, står under sorte paraplyer på Langelinjekajen og kigger ud over vandet.

Deres ansigter har de drejet mod nordøst, og de lader nu blikket hvile på et særligt punkt til venstre for Trekroner foran indsejlingen til Københavns Havn. Kvinden er mor og manden hendes voksne søn, og han siger nu:

»Det bliver fantastisk«.

Himmel, hav og horisont, alt kommer ud på ét her til formiddag, det regner, og hænderne, der holder paraplyerne er hvide ligesom vindmøllerne mod øst, mens alt andet er forskellige nuancer af gråt.

»Tiden er klar et monument« Det er smukt, det vil de færreste betvivle, men det kan faktisk blive endnu smukkere. Det mener de to skikkelser på kajen. Kvinden gentager: »Det bliver fantastisk. Tiden er klar til et monument«. De to er Maria og Bobby Jacobsen, enke og søn efter Robert Jacobsen, den kendte danske billedhugger.

Og monumentet, som Maria Jacobsen glæder sig til, er hendes mands største værk, en stålskulptur han tegnede for to årtier siden.

Dengang takkede byen nej til gaven.

Finansieringen på plads Men nu, to årtier senere, har Københavns Rådhus og overborgmester Ritt Bjerregaard sagt ja til at modtage det 1.800 ton tunge og 72,5 meter høje vartegn for København. Skulpturen blev tegnet omkring 1990. Kunstneren selv er død.

Himlen synker ned i havet. Og der er intet endnu at se derude. Men udsigten til en skulptur i indsejlingen til København har aldrig været mere klar.

Finansieringen går fint, fonde og virksomheder har givet tilsagn om de 200 millioner kroner, projektet koster, bekræfter erhvervsmanden, der giver gaven. Bobby Jacobsen selv støtter aktivt projektet:

»Robert ville være stolt af sin søn«, siger Maria Jacobsen med sin tyske accent.

Dobbelt så høj som Rundetårn
Hun var tyve år yngre end sin mand, da hun blev forført for evigheder siden, nu er hun 76, men hun gestikulerer vitalt, når hun taler, og hendes øjne tilhører en pige i tyverne fra München, når hun siger:

»Han bortførte mig fra Tyskland. Robert var en stærk mand«.

Store Robert blev han kaldt. Store Robert hedder skulpturen.

Den skal være dobbelt så høj som Rundetårn og gå Frihedsgudinden til skulderen.

Og som den står der ude til venstre for søfortet og tårner sig op i vores forestilling, har den i disse uger været anledning til en hidsig debat i kunstens kulisse.

På den ene side står den pengestærke initiativgruppe med en erhvervsmand i front.

På den anden side står Akademiraadet med kunstner Per Arnoldi i spidsen.

»For Roberts skyld må det ikke ske«, siger han.

»En meget stærk besættelse«
Balladen om Store Robert har sit udspring i en passion.

Og passionen bliver født i 1982.

Direktør Frank Johansen befinder sig på et galleri på Frederiksberg, da hans blik lander på noget sort jern. Han ser enkelthed. Skønhed.

For der er noget særligt ved Robert Jacobsens skulpturer, mener han. Skulpturen finder vej ind i hans kunstsamling, flere støder til med tiden, og her bemægtiger de sig hurtigt yndlingspladsen.

»Det er en form for meget stærk besættelse«, siger han.

Der er gået syv år siden den dag i frederiksberggalleriet, da Frank Johansen falder i snak med en kunstnerven. De taler om de store metropoler.

København skal »have noget stort«
Om vartegn. Og hvor identitetsskabende, de er:

»Hvis du siger Eiffeltårnet, siger du Paris. Hvis du siger New York, siger du Frihedsgudinden eller skyskrabere. Hvis du siger Sydney, siger du Operaen. Det er da fantastisk«.

Men det står fattigt til i København, bliver de to venner enige om. Carstensen gav os Tivoli, ja, Carl Jacobsen gav os havfruen, jo.

Men den entreprenante erhvervsmand mener, at vi som metropol underbyder os selv:

»Synes du, at den lille havfrue er en sensation? Er hun storslået? En lille havfrue, med eller uden hale, som du kan finde i samtlige parker i Europa?«.

Ifølge Frank Johansen vil enhver med logikken i behold svare nej. Og de lyse nætter og den lave horisont er heller ikke sensation nok.

Det handler om ’turisme’. Om ’branding’. Om ’image’.

»Vi blev enige om, at Danmark skulle have noget stort«.

Kunstneren var skeptisk
Danmark er moden til et kæmpe vartegn. Og kunstneren er selvskreven.

Der findes kun én mand med international pondus, som kan løfte opgaven, ifølge initiativtageren: Robert Jacobsen, som er tæt på de 80 år.

Men den gamle billedhugger stiller sig skeptisk.

Ifølge Frank Johansen, fordi han er nervøs for, om folk vil opfatte det som et monument for ham selv. Om han vil blive dømt af janteloven.

Alligevel lykkes det Frank Johansen efter nogen tid at overtale Robert Jacobsen.

»På det tidspunkt beundrer jeg ham vildt. Han er den største kunstner, vi har haft«.

Robert Jacobsen begynder at se ideen med en skulptur i havnen.

Projektet i dvale
Han sætter sig ned og tegner. Og det er meningen, at selve skulpturen skal rejses på kunstnerens 80-års fødselsdag.

Men da han dør som næsten 81-årig, er skulpturen ikke rejst, for myndighederne deler ikke den glade givers begejstring. De takker nej. Og det er en skuffelse:

»Han kom til at betyde meget for mig menneskeligt. Og så mistede jeg fuldstændig pusten«, siger Frank Johansen.

Store Robert dør, og projekt Store Robert går i dvale.

»72 meter meningsløs jern«
Kunstner Per Arnoldi bor tæt på havnen.

Dagligt sætter han det lange blik på for at kigge ud mod Øresund. Nogle gange dvæler hans blik ved Trekroner.

Synet af søfortets to røde huse i aftensolen er noget, han sætter særligt pris på, og forleden sejlede kunstneren en tur derover.

»Forestil dig at sidde i en båd og kigge op på 72 meter meningsløst jern«.

Allerede da skulpturen første gang er på tale i begyndelsen af 1990’erne, er Per Arnoldi imod.

Og hans modvilje er ikke blevet mindre med årene.

København »bliver til grin«
Han er kunstner og mener, at han er loyal mod kunsten, når han affærdiger projektet med et:

»Det er ikke noget kunstværk. Det er monstrøs meganips«.

Store Robert kommer til at lukke for fornemmelsen af hav, der er ikke sammenhæng med omgivelserne, og isoleret set er den grotesk, mener han:

»Vi bliver fuldstændig til grin ude i verden. Simpelthen. Projektet er så provinsielt«.

Når Per Arnoldi angriber Store Robert-projektet, lægger han hele sin vægt i.

Der er meget på spil, fornemmer man. Sagen optager ham voldsomt. Første gang, han offentliggør sine anker, er i et debatindlæg i juni i Politiken.

Men reaktionen er ikke som forventet.

»Jeg troede i min naivitet, at når jeg skrev et indlæg, så var sagen lukket«, lyder det halvvejs selvironisk.

Akademiraadet: Ude af proportioner
Selv om sagen ikke straks bliver lukket, står Per Arnoldi imidlertid ikke længere alene.

I samme uge i juni lander et klagebrev fra Akademiraadet, statens kunstneriske vejleder, på overborgmester Ritt Bjerregaards skrivebord. Formanden Kirstine Jensen skriver:

»Det er Akademiraadets opfattelse, at det er forkert at placere en skulptur af den størrelse på det sted, det er ude af proportioner og uden sammenhæng med omgivelserne«.

Men heller ikke klagebrevet vender stemningen på Rådhuset.

Ritt B. er begejstret
Byen har fået en gave, og gaven er byen glad for. Overborgmester svarer:

»København må efter min mening som by gerne markere sig med noget ekstraordinært, og det mener jeg, at opførelsen af Store Robert repræsenterer«.

På budgettet har kommunen allerede afsat en halv million til projektet.

For som man skriver i budgetaftalen: Byen vil »kvittere aktivt for gaven«.

Rådhuset er dus med Store Robert. Danmark skal have sit vartegn.

Modstandere opruster
Også Per Arnoldi var dus med Store Robert, siger han. Altså mennesket. De mødte hinanden første gang i 1964.

»Det er sgu da et par år! Vi har lavet billeder sammen«.

Og Per Arnoldi og Akademiraadet, hvor kunstneren også selv er medlem, opruster nu kampen.

De seneste uger har de forsøgt at mobilisere forskellige instanser for at få dem til at udtale sig samlet. En af dem er Billedkunstnernes Forbund. Også her stiller man sig kritisk i forhold til processen.

For Arnoldi handler det imidlertid også om at beskytte Robert Jacobsens eftermæle. Simpelthen at tale hans sag post mortem.

Rå udnyttelse af afdød
For der er noget helt galt, mener Per Arnoldi.

Han hævder, at skulpturen oprindelig var en lille model, der nu skal forstørres voldsomt uden kunstnerens accept. Og at der er tale om rå udnyttelse.

Så når Per Arnoldi bekæmper projektet, er det ifølge ham selv, fordi han er forpligtet til at beskytte en tidligere vens og kollegas kunstneriske integritet:

»Vi beskytter Robert. Vi prøver at beskytte ham mod skamløs udnyttelse for vindings skyld. Du kan ikke lave noget bedre ved at lave det større. Du kan faktisk lave det værre«.

Og her sniger sig pludselig en kunstnerisk vurdering ind.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Robert var en glimrende lokal jernbilledhugger«
Ifølge Per Arnoldi er Robert Jacobsen faktisk ikke den store danske kunstner, som giveren Frank Johansen udråber ham til at være.

Og det er endnu et alvorligt problem, mener Arnoldi:

»Man skal passe på med at gøre en kunstner til noget, han ikke er. Robert var en glimrende lokal moderne jernbilledhugger. Sådan nogle findes der 25 af i hvert land«.

Robert Jacobsen var altså ifølge Per Arnoldi ikke verdens største billedhugger.

Derfor kan han ikke lægge navn til verdens højeste skulptur:

»Der er et misforhold. Og det er sgu synd. For han var det bedste menneske«.

Direktør afviser kritikere
Frank Johansen, manden, der holder gaven frem foran sig, befinder sig i Nordsjælland.

Han har tidligere ejet Nordens største konsulentvirksomhed og er i dag direktør i et firma, der har udviklet Nordens første kognitive coaching-koncept.

Det handler om at få mennesker til at 'stresshåndtere' og 'adfærdsforbedre' sig selv. Eller sagt på avisdansk: At få folk til at kravle over de forhindringer, de selv har stillet op.

Det er her, han i sidste uge befinder sig, da han bliver konfronteret med den seneste kritik, og i første omgang preller den af på ham:

Når det gælder balladen om Store Robert, er problemerne ikke værd at diskutere. Alle med logikken i behold er begejstret for gaven, og kritikerne afviser han som useriøse.

Skrivebordsholdninger og jantelovspip
Om Akademiraadets kritik lyder det:

»En skrivebordsholdning«.

Om Per Arnoldis kritik lyder det:

»Et jantelovspip«.

Frank Johansen anerkender ikke Per Arnoldi som en gyldigt stemme i debatten. På et tidspunkt understreger han, hvor ubetydelig han mener, at hans modstander er, ved at afbryde sig selv og spørge:

»... er det ... Per Arnoldi, han hedder?«.

Så tilføjer Frank Johansen:

»Arnoldi er jo ikke blevet noget kunstnernavn selv. Han har forsøgt i mange år, men det ser ikke ud til at lykkes. Det er jo dekorationer, han laver«.

DIrektør: Arnoldi spreder usandheder
Og når først han er i gang, slipper han ikke Per Arnoldi så nemt igen. Især et element ved hans kritik, mener han, er direkte manipulation:

»Han omtaler Robert Jacobsen som »sin gode ven««.

Frank Johansen anklager Per Arnoldi for bedrag.

At han spreder usandheder, og at Politiken er hans ukritiske talerør, når han i et debatindlæg med en ledsagende karikaturtegning af Store Robert har hævdet, at skulpturen er en forstørrelse af et allerede eksisterende værk, som man efter kunstnerens død har valgt skal forstørres:

»Det svarer til, at du går rundt og fortæller løgnehistorier om et menneske, men nu er det bare en skulptur«.

Og hvis der var nogen, der var tæt på kunstneren, så var det snarere Frank Johansen. Ifølge ham selv:

»Da Robert Jacobsen døde, havde jeg været i kontakt med ham tæt på dagligt i to år. Det var et alt for kort, men ekstremt varmt venskab, vi fik«.

Arnoldi: Robert nikkede ja til alt
Hvem sidder med nøglen til sandheden om skulpturen?

Hvem er mest sanddru midt i dramaet?

Hvem repræsenterer egentlig den afdøde Robert Jacobsen? Begge lejre beklikker tydeligvis den andens troværdighed.

Og ifølge Per Arnoldi er der endda grund til ignorere den afdøde billedhuggers egne ytringer, hvis de stammer fra hans sidste tid:

»Robert nikkede til alt til sidst. Især hvis der var penge i det«.

Også arvingerne, Maria og Bobby Jacobsen, er inhabile i sagen og bør ikke konsulteres som sandhedsvidner, for de er involveret i projektet af forkerte grunde og kan ikke se, at Robert Jacobsen bliver udnyttet og til grin, mener Per Arnoldi:

»Selvfølgelig er der nogen, der savner Robert. Maria savner Robert, og lille Bobby savner sin far«.

Lille Bobby er egentlig ikke så lille.

Lille Bobby ankommer til Langeliniekajen i sin Mercedes-firhjulstrækker direkte fra Sverige, hvor han har været på jagt. Og han vælger at indtage den modnes position, når hans mor et par gange hidser sig op:

»Du skal ikke være så gal. Det er fint, at folk har forskellige meninger«.

Uforskammet Arnoldi

Men Maria Jacobsen er gal.

Også hun vender en sidste gang tilbage til Per Arnoldi, manden der insisterer på at tale hendes mands sag. Hun benægter ikke, at han kender familien. At han er kommet i deres hjem som gæst: »Men ved du hvad! Per Arnoldi viste slet ikke, at Robert havde planlagt det. Han udgav sig som Roberts ven. Men de var ikke tætte venner. Jeg opfatter det som ren jalousi. Det er uforskammet, som han opfører sig«. Maria Jacobsen understreger, at hun er forbavset over, at Per Arnoldi ikke har kontaktet familien, så de kunne vise ham de oprindelige tegninger.



Og hun fastholder, at Robert Jacobsen tegnede skulpturen i det store mål.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Skulpturen skal være stor Da han først sagde ja, gjorde han det med eftertryk, ønsker sønnen at tilføje: »Min far sagde, at hvis der skal være en skulptur herude, så skal den være stor. Det her projekt er fuldstændig det samme, som da min far levede. Jeg føler, at jeg yder ham respekt ved at realisere det sådan«. Meget tyder på, at det vil lykkes ham. Men han er ked af, at alle ikke er begejstrede, siger han. Bobby Jacobsen kigger ned i jorden.




Så vender han sig 180 grader og peger over mod den omdiskuterede Opera, der lige kan anes gennem regnens gråmelerede gardin.

»Mange var imod, at den skulle opføres. Nu står den her. Om en årrække vil vi ikke kunne undvære den. Og sådan vil det altid være«.

Planprocessen i gang
Politikerne har sagt ja. Planprocessen skal i gang.

Og hvis ikke Store Robert bliver væltet undervejs i høringsfasen, vil København tage imod sine gæster, der kommer ad vandvejen på en ny måde.

Vi vil åbne vores dør til hovedstaden: Med lys, luft, hav – og 1.800 ton sort stål.

SKRIV:Hvad mener du? Skal 'Store Robert' stå i indsejlingen til Københavns Havn?

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden