»Det klogeste, jeg har læst nogen mene om Fassbinders overordentlige, snart 30 år gamle tv-serie, er, at »det er som at betragte livet gennem bunden af et ølglas«. Øl krus nærmere. ’Berlin Alexanderplatz’ har den der småskidne, aldrig helt renvaskede konsistens som bunden af et ølkrus, og det liv, man undrende, ja skrækindjaget, betragter gennem det, antager en lurvet brunhed, pupiller, tænder og similismykker får en forlorent glimtende kvalitet, der selvfølgelig skyldes den kødfarvede nylonstrømpe, Fassbinder iklædte sin kameralinse, men nok så meget en livsanskuelse, der altid er lettere ør og svimmel, altid villig til at lade sig beruse og bedøve.
Endelig!
Så det hele kan komme til at gøre mindre ondt.
’Berlin Alexanderplatz’ er Fassbinders godt 15 timer lange filmatisering af Alfred Döblins tidlige modernistiske roman fra Weimarrepublikkens gyldne år mellem Versaillestraktatens ydmygelse af Tyskland og valget af Hitler i 1933.
Den er nu ude på dvd nyrestaureret og med danske tekster, en begivenhed der har været imødeset siden dvd-mediets opfindelse. I start-80’erne vistes serien med en episode om ugen, men da den fik en relancering i New York for få år siden, var det med mammutvisninger af samtlige afsnit, ikke en metode jeg anbefaler.










