Når man skal gennemrejse den finske kunstner Gallen-Kallelas livsværk, og lige nu har man muligheden i Kunstforeningen Gl. Strand, kan man indimellem blive mindet om andre kunstnere fra det høje Nord.
Her og der tænker man måske på virtuositeten hos en Krøyer eller en Anders Zorn, på den nationale intimitet hos en Carl Larsson, på stemningsfuldheden hos en Richard Bergh, på symbolikken og de voldsomme farver hos en J.F. Willumsen, på egensindigheden hos en Edvard Munch.








