Lars Hjortshøj? Ja ja: Casper Christensens kollega, Robertfiguren fra ’Langt fra Las Vegas’, stand-up-komiker og erfaren tv-vært. Jesper Juhl? Jesper hvem? De fleste kender den danske stand-up-veteran Lars Hjortshøj efter små tyve år i dansk showbiz, mens de færreste kender Jesper Juhl, selv om mange har hørt hans jokes uden at vide det. Jesper Juhl er tekstforfatter for en lang række tv-show og radioprogrammer, hvor han hjælper stjerner som Reimer Bo og Jan Gintberg med at være sjove. Han er egentlig stand-up-komiker selv, men har fundet sig til rette i en rolle som bagmand indtil videre.
Samarbejdet i flere år
I aften tager Lars Hjortshøj hul på sit første egentlige onemanshow med premiere foran små 1.000 gæster i Tivolis Glassal og efterfølgende turné landet rundt.
Jesper Juhl har gennem længere tid skrevet materiale til Lars Hjortshøjs radioprogrammer på både Radio 100FM og på TV 2 Radio. Det samarbejde fortsatte, da Hjortshøj sidste år gik i gang med sit første egentlige onemanshow. Mens radiosamarbejdet er fuldt ud accepteret, har Jesper Juhl fået en del kritik fra sin egen generation af stand-up-kolleger, fordi han skriver til en anden komikers show. Sådan gør man nemlig ikke i Danmark, normalt.








