Det handlede om meget mere end to kunstgenstande i bronze, da den kinesiske kunsthandler Cai Mingchao under en auktion i Paris i sidste uge afgav et bud på to statuer, der forestiller et rottehoved og et kaninhoved. Der var tale om en politisk aktion, som får konsekvenser for forholdet mellem Kina og Frankrig, og som giver Kina og andre ikke-vestlige lande blod på tanden i deres bestræbelser på at hente stjålne kunstgenstande tilbage. De to statuer blev stjålet af franske soldater under et engelsk-fransk angreb på Beijing under en af opiumskrigene i 1860, og nu sætter kineserne tommelskruerne på udenlandske museer, private samlere og kunsthandlere, der ligger inde med 1,6 millioner kunstgenstande, som enten er stjålet eller bragt ulovligt ud af landet. »Vi henter vores fortid tilbage«, hedder det på flere universiteters hjemmesider, og eksperter i international jura peger i avisen China Daily på, at Kina i denne og andre sager bør spille med flere kort, hvoraf politik og diplomati er et af dem.
Maksimal opmærksomhed
Kunsthandleren Cai Mingchao brugte et andet, nemlig provokationen, da han onsdag i sidste uge afgav et telefonisk bud under auktionen over de to franske modekongers, afdøde Yves Saint Laurent og Pierre Bergés store kunstsamling.
Auktionen var en af de største private auktioner nogensinde, og den indbragte 373,9 millioner euro (knap 2,9 milliarder kr.)
Men de to sælgeres personlighed og rammen for auktionen, nemlig Grand Palais i Paris, var også med til at skabe maksimal opmærksomhed om begivenheden. Over 30.000 mennesker, hvoraf kun et fåtal var potentielle købere, besigtigede i dagene inden genstandene, og over 300 journalister fra hele verden var akkrediteret auktionen.










