Der sidder vi pludselig efter en spontan invitation.
To festivalgæster med beskidte T-shirts, der lugter af øl og cigaretter, regnvåde bukser og mudrede gummistøvler til bryllup på en restaurant i Vordingborg, hvor der er dækket op med hvide servietter og tre sæt bestik. Vi er egentlig til garagerockfestivalen Gutter Island på Masnedø et par kilometer derfra, og ekkoet fra nattens rock’n’roll trykker stadig i baghovedet, mens vi sammen med læger og advokater i skjorte og slips hamrer løs på vinglassene for at få brudeparret til at kysse hinanden. De rejser sig, brudeparret, og gommen stiger op på stolen med ornamenterede cowboystøvler og bikerlæderjakke, inden han tager cowboyhatten af med et smil i truckerskægget og kysser sin brud. »Han var svær at overtale til at blive gift«, siger Bodil Engelmann om sin mand, Jakob Møller Hansen. »Men da jeg foreslog, at vi kunne blive gift på Gutter Island, sagde han ja med det samme«.








