Michael Haneke takker og hilser i forbindelse med prisceremonien i festivalpalæet. Andre af Hanekes film har været mere oplagte til De Gyldne Palmer, mener Kim Skotte.
Foto: LIONEL CIRONNEAU/AP

Michael Haneke takker og hilser i forbindelse med prisceremonien i festivalpalæet. Andre af Hanekes film har været mere oplagte til De Gyldne Palmer, mener Kim Skotte.

Kultur

Portræt: Filmkunstens alvorsmand snuppede palmen

Kompromisløse Michael Haneke snød både Tarantino, Trier og den franske hjemmebanefavorit ’Un Prophéte’.

Kultur

Det blev ’Das weisse Band’ (’Det hvide bånd’) af den østrigske instruktør Michael Haneke, der løb med guldpalmen i Cannes.

Dermed er det en af filmkunstens mest kompromisløse alvorsmænd, der omsider kom helt til tops i Cannes efter flere gange at have bejlet seriøst til prisen.

Senest i 2004, hvor mange havde regnet med at se prisen gå til Hanekes ’Caché’ (’Skjult’).

Det var Hanekes hidtil bedste bud på en film, der uden at lefle havde appel til et større publikum.

Nu skete det altså i stedet med ’Das weisse Band’.

Mindre oplagt end 'Caché' En film, der på nogle måder måske nok er en mindre oplagt kandidat end den dramatiske ’Caché’ med den franske stjerne Daniel Auteuil, men på den anden side er et fuldstændig rendyrket udtryk for den kompromisløse og konsekvente østrigske filmskabers særlige karakterstyrke som fortæller, etiker og billedmager. Den 67-årige Michael Haneke laver ikke film til popcorn og hyggestunder.

Haneke stiller konsekvent skarpt på nogle af de mest ubærlige sider af menneskelivet, men gør det aldrig sensationslystent eller ubegrundet.

Til gengæld får han ofte stukket sylen ind, hvor det gør mest ondt.

'Funny Games'
Mest berømt er nok ’Funny Games’.

I 1997 lavede Haneke en af alle tiders mest voldsomme og uhyggelige film. Uden at vise noget som helst af det væmmelige, som man er vant til at få splattet lige ud i fjæset i biografen.

I ’Funny Games’ sker det mest hårrejsende uden for billedet. Virkningen er paradoksalt nok så meget desto voldsommere, fordi det åbenlyst uhyggelige er skjult.

På en måde, så det til gengæld udspiller sig i widescreen og med alle makabre detaljer på bevidsthedens teater inde i hovedet på den enkelte tilskuer.

Den skjulte pointe
’Funny Games’ handler om to unge mænd, der terroriserer og myrder en lille familie sådan bare for sjov. Det er det åbenlyse.

Som altid lurer pointen hos Haneke i det skjulte. Det, der rumsterer bag det åbenlyse. Det uhyggelige ligger i virkeligheden altid et helt andet sted, end hvor vi tror.

Typisk i os selv.

Ved at lave en thriller som ’Funny Games’, hvor bagdøren er smækket i og alle vores forventninger om en happy end bliver skamferet – selv barnet bliver myrdet med koldt blod og ubærlig nonchalance – konfronterer Haneke os i virkeligheden med den sjælsråhed, som vores tilvænning til genrefilmenes voldelige underholdning er et udtryk for.

Mennesket og katastrofen
Menneskers forhold til hinandens lidelser er et gennemgående tema i Hanekes film, der typisk holder en kølig distance og af samme grund bliver langt mere ubehagelige og tankevækkende end på papiret langt voldsommere og mere effektfulde film.

I ’Les Temps du Loup’ (’Ulvetid’) går den moderne civilisation under med en klynken efter en uspecificeret katastrofe. Det er de menneskelige reaktioner på katastrofen – typisk mindre sympatiske – som Haneke er interesseret i og ikke i katastrofen som sådan.

De ydre effekter spillede også kun en lille rolle i Hanekes ’Code Inconnu’.

I en film om Europas fattigdomsemigranter stillede Hanke igen skarpt på menneskets forbløffende evne til at være iskold i røven overfor andres lidelser.

Besværlige film
Kulden i Hanekes film er i virkeligheden en insisteren på, at empatien ikke må forveksles med letkøbt, sentimental sødsuppe.

Livet er hårdt og dyrekøbt – og nogenlunde det samme kan man sige om den oplevelse, det er, at se en film af Michael Haneke.

I filmatiseringen af landsmanden, den senere Nobelpristager, Elfriede Jelineks ’Pianistinden’, chokerede Haneke i 2001 dog med scener, hvor Isabelle Huppert skærer sig i skamlæberne med et barberblad.

Samme Huppert, der altså er jurypræsident i år, og som måske har set på skamferingen af kvindelige kønsdele i ’Antichrist’ med overbærenhed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Intellektuel filmskaber
Haneke er en egensindig filmskaber med en usædvanlig baggrund. En af den moderne films relativt få regulære intellektuelle.

Han studerede filosofi, psykologi og teatervidenskab i Wien.

Tre ting, som hver sætter deres markante præg på hans film. I 1967 påbegyndte han en frugtbar karriere som forfatter af tysk tv-teater, og fra 1970 påtog han sig rollen som både forfatter og instruktør på en lang række teaterproduktioner i Tysklands største byer.

Hans seneste arbejde på tv er fra 1996, og er, ganske typisk for hans ry som stålsat kunstner med et skarpt blik for det modernes eksistentielle absurditet, en bearbejdning af Franz Kafkas ’Slottet’.

Men hvad er det så for en film, der omsider har skaffet Haneke guldpalmen, efter at han tidligere har fået Juryens Grand Prix (’Pianistinden’) og prisen som bedste instruktør (’Caché’)?

Ærketysk film om tyskheden

På en måde er det både en helt ny slags film og en tilbagevenden til Hanekes rødder i tysk sprog og kulturtradition. ’Das weisse Band’ er en ærketysk film om tyskheden.

Eller rettere om den protestantiske tyskhed i dens mest glædesløse og autoritære aftapning. Historien om en lille tysk landsby, som kort før 1. Verdenskrigs udbrud oplever en række rystende og uhyggelige begivenheder, der afslører, hvor meget der er skjult under den fromme og autoritetstro overflade, er spillet og fortalt uden mislyde.

Den er også fortalt uden de mere kontante og banale belønninger, som man er vant til at få i en ’detektivisk’ film om gådefulde og uhyggelige begivenheder.

Eftertanke Men sådan er Haneke.

Han er ikke en krimiforfatter, der vil pirre og underholde. Han vil vække til eftertanke og i ’Das weisse Band’ gør han det med en ny fokusering på en stram æstetisk vision.

Den strenge og farveløse puritanske protestantiske kommer til udtryk i en sort-hvid film med tilsvarende strenge billedkompositioner og et fuldstændigt fravær af noget så frivolt som baggrundsmusik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Resultatet er kuldslået, men også uhyre smukt, smukt som et maleri af Hammershøi.

’Das weisse Band’ er som altid hos Haneke 100 procent kompromisløst, 100 procent gennemtænkt og langt mere dybtstikkende og langvarigt, end man helt opdager ved første bekendtskab.

En Haneke ulmer altid videre i det skjulte.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce