Boliger ved vandet på i alt 25.000 kvadratmeter, en 140 meter høj bygning, en bro til Langelinie og et samlet FN-hovedkvarter er nogle af elementerne for en række kommende byggerier på Marmormolen på Østerbro i København. Planerne er netop blevet fremlagt af Arealudviklingsselskabet, der ejer den store forblæste grund tæt ved Nordhavn Station, hvor der i dag ligger et Unicef-lager og en lodsstation. Selskabet, som også har stået bag udviklingen af Ørestad, skal stå for det spektakulære byggeri og sikre, at i hvert fald FN-bygningen står klar til indflytning allerede i 2012. I alt 3000 FN-ansatte Lars Hørmann fra FN-organisationen UNDP har været med i processen fra begyndelsen og ser frem til, at Københavns seks FN-organisationer med i alt 3.000 ansatte bliver samlet på én adresse. »Flere af vores kontorer har i dag til huse i utidssvarende bygninger, og med et fælles kontor lever vi op til FN’s målsætninger om at udnytte stordriftsfordele og skabe et samlet ansigt udadtil«. Det er 3XN Arkitekter, der har tegnet det første udkast til, hvordan molen skal omdannes til tre øer med kombinerede erhvervs- og boligbydele. Det samlede areal på 150.000 kvadratmeter skal fordeles på 55.000 kvadratmeter erhverv, 25.000 kvadratmeter bolig, en FN-by på 45.000 kvadratmeter og et hotel på 25.000 kvadratmeter.
Offentlig debat og arkitektkonkurrence
Marmormolen skal således kombinere en række funktioner: Det høje tårn skal være et vartegn for bydelen og hele København, turister og beboere får bedre adgang til vandet og Langelinie via den ny bro, det store hotel skal fremme et internationalt miljø i området, og boligerne skal imødekomme efterspørgslen efter byboliger med havluft.
Hvordan den endelige udformning skal være, bliver afgjort efter offentlig debat og en arkitektkonkurrence.
En ufravigelig kongstanke i forbindelse med byggeriet er dog, at det skal skabe en bedre forbindelse for københavnerne mellem Østerbro og havnen via en gang- og cykelsti helt fra Nordhavn Station og over en ny bro mellem Marmormolen og Langelinie.
Danmarks næsthøjeste hus. Med gangbro Og broen er det mest spektakulære ved projektet: Den skal spænde over 160 meter vand, have en undersidehøjde på minimum 65 meter (af hensyn til færgerne fra Polen og Norge) og holdes i spænd af et pylontårn/højhus på hele 140 meters højde.








