Landskab, arkitektur og kunstfotografi er tre ord, hvormed fotografen Janne Klerk beskriver sin faglige profil.
I forbindelse med projektet ’Danmark Under Forvandling’ arbejder hun med de danske kyster og fotograferer både fra vand- og landsiden.
»Der er uendelig mange vinkler at se de danske kyster fra og visualisere dem på. Men det mest iøjnefaldende er de forskellige måder, hvorpå havet gnaver sig ind på landet. Træer, der undermineres, og andre steder, hvor sandet lægger til og lukker for havneafløbene«
Naturskabte forandringer
Hvad er det for nogle billeder af Danmark, du vil vise os?
»Det ene er ’Bunkers ved Vigsø’. Det er kun 60-70 år siden, tyskerne byggede bunkers langs Vestkysten for at forsvare et besat Danmark. Nu har havet ædt sig så meget ind på land, at de fleste ligger helt eller delvist ude i vandet«.
»Storebæltsbroen er næst efter Øresundsbroen det mest radikale, der er sket trafikmæssigt fra kyst til kyst i nyere tid. Og Vejle Fjord set fra Vejlefjordbroen har jeg taget med, fordi der ligger en tungt trafikeret vej så tæt på vandet. Jeg har fået fortalt, at vejen faktisk med mellemrum bliver rykket ind i landet, fordi vandet også her gnaver sig ind«.
Hvordan har du ellers grebet ’Danmark Under Forvandling’ an?
»Det er primært de naturskabte forandringer, jeg har beskæftiget mig med. Men jeg har også været omkring nogle af de mange nybyggerier i havnene, broerne fra kyst til kyst, vindmøllerparkerne i havet, energiprojektet ved Onsevig, nye husbådsmiljøer og meget andet. Jeg har forsøgt at komme det meste af Danmark rundt«.
»Til at begynde med var det min plan at lave alle billederne set fra havet, men det opgav jeg. Det var for vanskeligt at få temaet ’forvandling’ inddraget på en interessant måde, og det kom nemt til at handle mere om himlen og havet. Men der var alligevel flere anvendelige motiver blandt mine optagelser, blandt andet billedet under Storebæltsbroen«.
De blinkende fyr
Hvad har det betydet for dig, at du også begyndte at arbejde på land?
»Jeg har fået væsentlig flere motivmuligheder. For eksempel er der omkring småfiskeriet en verden, som ikke er til at visualisere ude fra havet. Det er ikke længere tilladt at småfiske på samme måde som tidligere, så mange af de samfund ligger i dag helt stille«.
»Og så er der også alle de blinkende fyr rundt om havet i Danmark. Hidtil har jeg troet, at de var bemandet, men det er de ikke længere, kun Drogden Fyr i Østersøen. Jeg er også stødt på en forhenværende fyrmesterbolig, der i dag fungerer som sommerhus og har en helikopter i garagen. Så der er jo væsentlig mere at visualisere, når man færdes på land, end når man fotograferer fra en båd på havet«.
Hvor langt er du med dit projekt?
»Nu er jeg stort set færdig med alle optagelser og mangler kun at lave den endelige udvælgelse, det er en proces, jeg holder meget af. I en udvælgelse er det altid ganske små ændringer, som viser sig at forandre helheden radikalt«.
Hvert billede sin fortælling
Hvilke ambitioner havde du i udgangspunktet?
»Personligt sætter jeg det meget højt, at hvert enkelt billede har sin egen fortælling. Endnu bedre er det, hvis to billeder tilsammen på et opslag danner endnu en dimension – og bidrager til hinanden. Og allerbedst er det, når flere billeder får mulighed for at fremstå i et forløb og skabe en større fortælling. Det sidste bliver nok svært i et projekt , hvor vi er 14 forskellige fotografer. Men jeg ønsker for slutresultatet, det netop bliver en flot helhedsfortælling om Danmark i dag, hvor vi 14 supplerer hinanden på bedste vis – med hver vores billedsyn«.










