Det er et lidt kedeligt tidspunkt, du kommer til at tale med Djævlens Advokat på, Poul. Jeg ville sgu hellere have talt med dig for nogle år siden, da du havde noget at skulle have sagt. Da havde jeg jo nogle høner at plukke med dig. Men nu er du jo helt out, Poul. »Hvorfor fanden ringede du så ikke for tolv år siden? Hvad er det for en tid at dukke op på? Men never mind, når du ikke kan holde dig tilbage: Det, jeg laver lige nu, er at få kapitalmarkedet og kapitalfondene til at spille med på demokratiets noder i stedet for grådighedens. Hvad laver jeg så? Det er klart, at jeg ikke er statsminister. Jeg er formand for de europæiske socialdemokrater, og jeg prøver at få bygget så mange alliancer op som muligt i Europa og verden, der sikrer, at vi får lavet nogle regler, der gør, at vi ikke igen kommer ind i sådan en finanskrise som den, der har sendt så mange mennesker i arbejdsløshed«. Men altså formanden for de europæiske socialdemokrater, skal han medvirke i en teaterforestilling på Børsen? »Han skal medvirke i en paneldebat, der er lagt ind i en teaterforestilling, før og efter. Det, jeg skal sige noget om, er, at vi ikke er kommet her for at more os. Men for at lave nogle regler, der gør, at alle de mennesker, der er blevet arbejdsløse ... Er du klar over, hvor mange mennesker det er lige nu? Det er 22 millioner! Jeg er kommet for at sige: Det der, det vil vi ikke være med til«. Jeg vidste, at du ville stille spørgsmål og selv besvare dem. Også hvis vi havde talt sammen for tolv år siden. »Ja, men Henrik, du kender mig jo, og også Lone«. Men jeg tror, at de har taget røven på dig, Poul. Det er en helt ny strømning i dansk teater, at man skal have sådan nogle realityfigurer med. Sidste år lavede de et stykke om prostitution på Halmtorvet, hvor de havde lejet rigtige ludere. Nu skal de så lave finanskriseteater. Så skal de bruge en finanspolitiker. »Ja, finanspolitiker ... du må kalde mig, hvad du har lyst til, sådan inden for rimelighedens grænser«. Du er god til tal. Det er noget af det eneste positive, jeg kan sige om dig. »Det er sådan set dit problem og ikke mit. Men jeg er en af de få, der er blevet inviteret til at underholde alle finansfyrsterne. Og selve det, at de synes, de skal til at lytte til nogle, der vil sikre en anden udvikling end grådighedens, det er interessant. Det, det går ud på nu, forstår du, er at få skabt en nogenlunde stærk folkelig opbakning til det her projekt«. Og den folkelige opbakning regner du med at finde i noget, der hedder ’Afterparty på Børsen’ med fadølsbar og fremtidslounge? »Jeg kommer for at fortælle, hvordan det ser ud, og hvad vi kan gøre ved det. Hvis man har en idé om, at man kan sætte det ind i en teaterforestilling, så for mig ingen alarm. Det, der tæller for mig, er, at vi få en klarhed over, hvad der foregår. I de seneste 20 år er der jo blevet opbygget et sprog på finansmarkedet, som er mere og mere fremmedgørende: hvor man bruger ord som gearing og carried interest«. Og der er nogle, der taler om kognitiv kapitalisme. Så får man jo lyst til at gå til psykolog. »Ja, men det handler om, at mange af de mennesker, der taler det sprog, aldrig har været ude i det rigtige liv på arbejdspladserne. Derfor er kognitive finansfolk nogle, der trænger til at komme ud af glasklokken og dermed også møde den økonomi og de reelle arbejdspladser, som vi skal leve af«. Hvor er pengene blevet af? »Nede i lommerne på spekulanter og op i den blå luft. Det hænger sammen med, at finansmarkedet er blevet pustet op som en boble, der voksede med noget, der lignede 30 til 50 procent om året, samtidig med at vores almindelige samfund voksede mellem 2 og 3 procent. I Kina 9 procent. Men ingen samfund nåede i nærheden af den voldsomme oppustning, som finansmarkedet var ude for med kreditpapirer; væddemålspapirer, som jeg kalder det. Det kan ikke blive ved. Størrelsesordenen af kreditpapirerne udgjorde, lige før krisen brød ud, tre gange Jordens bruttonationalprodukt, ikke? Så du kan godt se, at det måtte gå galt, ikke?«. Men du skal altså medvirke i et arrangement, hvor de hævder, at pengene har forladt os og nu lever i sus og dus i Caribien? »Man kan udtrykke det mere eller mindre poetisk. Men hvad der er behov for på det konkrete plan, er at få indført en transaktionsskat. Den går ud på, at alle, der er på finansmarkedet, skal betale en lille skat af den samlede volumen af transaktioner. Bare en skat på 0,05 procent kan finansiere det meste af de millennium goals, som du kan huske, at vi satte os ved årtusindskiftet, om, at vi de næste 20 år skulle udrydde fattigdom på planeten. Det næste er, at vi skal have de skattely, herunder Cayman Island i Caribien, under samfundsmæssig kontrol. Vi har opbygget en transatlantisk kampagne mellem europæiske socialdemokrater og amerikanske demokrater og progressive økonomer i USA. Det drejer sig om at udveksle informationer og om at støtte hinanden i opbygningen af de indgreb, jeg nævnte lige før«. ... ... ... »Hvad siger du så, Henrik?«. Jeg har ikke flere spørgsmål. Godt nytår. »I lige måde«.