Nå, Søren Fauli. Nu skal du igen tale om dit yndlingsobjekt. Dig selv.
»Det havde jeg da ikke forestillet mig. Skulle vi ikke snakke om min udstilling?«.

Rolig nu. Lad os nu lige gå efter manden, før vi går efter bolden.
»Det er så noget, du vælger. Jeg vidste ikke, at vi skulle snakke om mig«.

Sikkert ikke. Men jeg går ud fra, at du er klar over, hvor selvoptaget du er? Din filmkarriere har været én stor omgang Søren Fauli som Søren Fauli om Søren Fauli. »Nej. Jeg tror ikke, at jeg er mere selvoptaget end andre mennesker. Men jeg laver ofte noget, hvor jeg bruger mig selv, fordi jeg tror, at det, jeg føler, er noget, mange andre mennesker også føler. Når folk opdigter noget, kan det ofte blive meget virkelighedsfjernt, fordi de ikke forstår, hvad det er, de skildrer. Skildrer man derimod noget i én selv, er der større sikkerhed for, at det er sådan, det er i virkeligheden«. Som dengang du viste nærbilleder af dine hæmorider på TV 2 Lorry? »Altså, det var bare for sjov. Jeg havde lovet at lave et interview om noget helt andet, men så skulle jeg opereres samtidig. Derfor ringede jeg og meldte afbud til TV 2, men det var de ikke glade for. Og derfor sagde jeg, at så måtte indslaget handle om hæmorider, for jeg kunne ikke gå«. Og så har du selv optaget tv-serien ’Deroute’, hvor du selv var meget optaget af, hvor selvoptaget du er. Du er sgu ikke bleg for at bide dig selv i røven, hæmorider eller ej. »Okay, det vil sige, at hvis man laver selvportrætter, så er man selvoptaget i Danmark. Er det din pointe?«. Næh, men der er vel en grænse for, hvor privat det kan være uden at miste relevans for andre. ’Deroute’ handlede om en kunstner, der solgte ud til fordel for reklamebranchen, ikke? »Ja«. Men for at sælge ud skal man vel have lavet noget kunst til at starte med? »Ja, det skal man jo. Før jeg begyndte at lave film, gik jeg på kunstakademiet, hvor jeg lavede kunst. Men man er meget alene, når man laver billedkunst, og det var meget svært for mig, da jeg er et meget kommunikerende menneske«. Buhu. Og så har du lavet ’Deroute’ som en selvironisk rygdækning. For at komme de kritikere i forkøbet, der mente, du havde solgt ud undervejs. Men det lugter jo stadig af tis, selv om man tager en klovnehat på og råber: »Se, jeg har pisset i bukserne«. »Det var ikke det, den handlede om. Det var en meget reel problemstilling, som jeg tror, at mange mennesker oplever i det her samfund. Samfundet er blevet afsindigt grådigt, og politikerne opfordrer os til at være grådige. Det har været vildt billigt at låne penge, og i liberalismens ånd er der blevet pøset på det bål. ’Deroute’ handler om, hvordan man rent menneskeligt kan blive fanget af den grådighed«. Men i virkeligheden var der vel tale om en god gang paranoia. Folk har vel for længst accepteret, at du er en dygtig reklamemand? »Men hvis min egen følelse af min person er en anden, er der jo et problem. Jeg opfatter ikke mig selv som chokoladeskildpadden«. Hvad er der galt med at være en god reklamemand? »Det er der absolut ikke noget galt med. Jeg opfatter bare også mig selv som noget andet. Og det, tror jeg, er en virkelighed, der gælder for 50 procent af den arbejdende danske befolkning. At man føler sig fanget i sit job«. Og nu skal vi også til at se dig lave billedkunst om Søren Faulis problemer med at score piger. Fordi det gælder for 50 procent af befolkningen? »Det handler ikke om seksualitet overhovedet. Jeg er bevidst gået uden om seksualitet og kærlighed, for det er et fælles vilkår for begge køn. Jeg går i kødet på ligestillingsdebatten, som fokuserer enormt meget på kvinder for tiden. En typisk overskrift lyder: »Kvinder er bedre ledere end mænd«, og hvis man læser det som mand, tænker man, at det samtidig betyder, at mænd er dårligere ledere end kvinder. Feminismen er en ensrettende og ekskluderende isme, der angriber manden helt afsindigt hårdt hele tiden. Ved at udviske forskellen mellem mænd og kvinder, frygter jeg, at man gør manden overflødig«. Først lavede du hæmoridekunst, fordi du ikke måtte få fri fra arbejde, så lavede du tv, fordi du følte dig misforstået, og nu føler du dig overflødig? »Altså, kvinden har evnen til at skabe liv, og derfor er manden grundlæggende altid bagud 0-1. Og ser man på skilsmissestatistikken, er det i 95 procent af tilfældene kvinderne, der går fra deres mænd. For nu er de selvstændige og har ikke længere brug for manden. Jeg kunne godt tænke mig, at kvinder fortalte, hvad de har brug for mændene til. De er jo bundutilfredse, lige meget hvor meget mænd ændrer sig. Derfor har jeg lavet en udstilling, hvor jeg fremstiller manden som det offer, kvinder har fremstillet sig selv som gennem hele mit liv. Mænd er den nye underklasse«. Taler vi om dine billeder? Jeg troede, det var børnetegninger fra dine stilehæfter. Med den naive streg og pinligt simple symbolik minder de mest om karikaturtegninger fra et skoleblad. Har du lavet dem som voksen? »De er helt naivistiske, for der er noget med proportionerne, jeg ikke kan få til at fungere. Men det er ikke det samme som, at der ikke er nogen mening i billederne«. Mening? Jo tak. Et billede af en underdanig mand, der giver støttekroner til en mandehadende feminist, der står med et »Pik Forbudt«-skilt. Det har lige så meget dybde som en tegning på en sølvbryllupssang. »Nej, for en sølvbryllupssang udmærker sig ved at være ekstremt udglattende. Det kan man ikke sige, at mine tegninger er«. Men budskaberne er så let aflæselige, at ikke engang reklamebranchen ville kunne bruge dem. Så nu har du også solgt ud som reklamemand. »Jeg kan jo ikke sidde her og svare på, om folk kan bruge mine billeder til noget. Jeg laver noget, der er indholdsfuldt, og hvis folk i en underholdningsverden ikke kan bruge det til noget, fordi det ikke er glat nok, så er det folks eget problem«. Du burde sgu lave lejlighedssange. Det er både underholdende og handler om noget. »Nej, for de er kritikløse kærlighedserklæringer, og det gider jeg ikke«. Ingen kærlighedserklæringer. Så forstår jeg sgu da godt, at kvinder ekskluderer dig.

»Jeg håber, at kvinder kan se den her udstilling som en kærlighedserklæring. Jeg elsker kvinder ligesom alle andre mænd. Vi er grundlæggende afhængige af kvinder, og derfor skal de også passe på os«.