For nogle år siden – det var i 2006 – talte Politiken med skuespilleren Aksel Erhardsen i anledning af hans nye rolle på Aarhus Teater. Egentlig var han holdt op med at spille og havde før sagt, at nu var det slut. Men han blev ved. Aksel Erhardsen skulle spille genfærd i opsætningen af Holbergs ’Melampe’. Ikke noget større, men alligevel. Han talte om de premierenerver – ’en dødsangst’ – der var blevet en tilbagevendende følgesvend de seneste år: »Jeg er begyndt at få alt for mange nerver. Jeg er bange for, at teksten bliver væk, og jeg er døv oven i købet, så jeg ikke engang kan høre suffløren«, sagde han med en lille, ironisk latter. Aksel Erhardsen nåede at fylde 83 her i januar. Nu er han død. Viril og bomstærk kolos Han fyldte på alle måder godt i teaterlandskabet. En kolos – viril og bomstærk – udrustet med en frodighed og et temperament, også en følsomhed og mental dybde, der gjorde, at han kunne bære ikke så lidt: Alle de store roller, det store repertoire – for ikke at sige: Han bar i mange år omtrent hele Aarhus Teater på sine brede skuldre. Fra gartner i Ribe til skuespiller i Odense Først var han dog lige gartner. Han blev født på Ribeegnen i en landmandsfamilie med otte børn. Umiddelbart stod der ikke skuespiller på ryggen af ham, men det kom der til. I 1955 var han færdiguddannet fra Odense Teater, hvor han blev indtil 1966. Og så kom alle årene i Århus – fra 1966 til 1991. Det var på Aarhus Teater, Aksel Erhardsen udviklede sig til den store repertoirebærende skuespiller, som vi kendte ham som. Teatrets midtpunkt og stjerne. Erhardsen med pondus, komisk styrke og en fantastisk spilleglæde! Forkælet med store roller Han har selv indrømmet, han blev forkælet med alle de store roller – Brechts ’Galileis liv’ og ’Hr. Puntila og hans tjener Matti’, Shakespeares ’Kong Lear’ og – yndlingsrollen – ’Titus Andronicus’. Vi skal heller ikke glemme ham som Gruesen i Soyas ’Parasitter’ – gentaget på Folketeatret i 1992 – eller som Mikkel Borgen i Kaj Munks ’Ordet’ på Betty Nansen Teatret. Der er mange, mange flere roller endnu. Også på film og tv. F.eks. skabte han et ret smukt portræt af den ulykkelige, sagtmodige lærer – ’Havmanden’ – i ’Det forsømte forår’ fra 1993. I interviewet med Politiken sagde Aksel Erhardsen afslutningsvis om sin rolle som genfærdet: »Men det er altså også sidste gang!«. Og tilføjede så med alle sine smilerynker: »Det håber jeg da, det er ...«. Hvem ved? Måske vil Aksel Erhardsen gentage kunststykket, så at sige, fra det hinsides: at vedblive med at spøge og spille på Aarhus Teater – i rollen som stedets gode ånd.